Gå til hoved-indhold
21. marts 2024 - kl. 14.03

Rikke Hørlykke bankede Nikolaj Jacobsen i padel i Sportshallen

  • 2 af 3
    En glad Stig Tøfting med sin makker efter sejren over Morten Ankerdal og Jesper Grønkjær.
  • 3 af 3
    Nikolaj Jacobsen og Christian Conradsen fik ørerne i maskinen mod Dennis Conradsen og Rikke Hørlykke.
Af: Michael Frederiksen

Den tidligere OL-guldvinder i håndbold Rikke Hørlykke bankede landstræner Nikolaj Jacobsen med 11-1 i padel i en af formiddagens kampe i Sportshallen på Suderbovej i Frederikshavn.

Bangsbo Frejas U19-drenge og KidsAid samler hele dagen penge ind i Frederikshavn.

Der er stjernetræf i Sportshallen, hvor lokale spiller med og mod Rikke Hørlykke, Stig Tøfting, Nikolaj Jacobsen, Jesper Grønkjær, Morten Ankerdal med flere i padel.

Da Kanal Frederikshavn besøgte Sportshallen, vandt Rikke Hørlykke sammen med Dennis Conradsen fra Frederikshavn med 11-1 over Nikolaj Jacobsen og Christian Conradsen fra Frederikshavn. Det kan kun betegnes som en regulær lussing.

- Den er ikke rar, så det var godt, at jeg vandt min første kamp med Jesper Grønkjær. Det var en dårlig kamp af os og en god kamp af dem. Rikke spiller godt, og hun spiller også meget mere padel, end jeg gør. Hun har et godt touch, så det var en fuldt fortjent sejr, indrømmede Nikolaj Jacobsen, landstræner for Danmarks håndboldherrer.

Han er en af hovedpersonerne i aftenens store show i Arena Nord, hvor også Allan Olsen, Peter AG fra Gnags og magikeren Henrik Svanekiær underholder de over 400 mennesker, som har købt billet.

Torsdag formiddag og eftermiddag blev der spillet padel i Sportshallen. På formiddagsholdet var også Stig Tøfting og Jesper Grønkjær. De mødte hinanden i en af de tidlige kampe, og her vandt Tøfting og makker med 9-3 over Grønkjær og TV2-studievært Morten Ankerdal.

- Jeg regnede ikke med, at det ville være så let, men der er ikke så højt til loftet, og så er det jo teknik, det drejer sig om, og der har jeg spillet med Jesper Grønkjær på landsholdet i mange år, og teknik er ikke hans stærke side, smiler Stig Tøfting.

Det krævede naturligvis et svar, og det fik vi, selv om Jesper Grønkjær næsten ikke orkede at blive interviewet efter nederlaget til sin padelrival.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...