Revisor Peter Berg i Sæby fejrer 25-års forretningsjubilæum
God rødvin, øl og sodavand samt smørrebrød. Det er traditionen tro menuen, når Revisionsfirmaet Peter Berg på Stygge Krumpens Vej i Sæby fredag 29. september holder åbent hus i anledning af, at det 1. oktober er 25 år siden, at Peter Berg overtog virksomheden efter Anton Magnussen.
- Jeg er utrolig stolt over, at jeg stadig er selvstændig revisor. Hvis jeg ellers kunne spørge mine forældre, ville de sige: Det er vist ikke så ringe. Da jeg fortalte mine forældre, at jeg nu havde købt en revisorforretning, var svaret: Det havde vi slet ikke troet, at du skulle være selvstændig. Det var mere mine søskende, der var "meget" klogere end mig, der skulle have været det, fortæller Peter Berg.
Han sender i anledning af jubilæet en stor tak til medarbejderne.
- Jeg er utrolig glad for, at de ansatte gennem tiderne har støttet mig, for det har nok været nødvendigt somme tider at få mig tilbage på rette kurs. En stor tak til dem alle - både nuværende personale og tidligere ansatte, udtaler Peter Berg.
Hvad kendetegner din virksomhed?
- Revisionsfirmaet Peter Berg er vel nok mest kendt for, at her skal der kunne smiles hele dagen og få en god og rar kommentar - også selvom det ind imellem er nedgangstider, hvor udfordringerne står for døren. Vi kan noget, men vores kunder kan også noget, så sammen er vi stærke. Vi er nemlig ikke klogere end vores kunder, men vi kan noget om tal og rådgivning, og kunderne er som regel meget dygtig til det, de nu hver især udfører i deres virksomheder.
Hvordan klarer du dig som en "lille fisk" i vandet?
- Jeg har forsøgt uden held at finde en ligemand, som jeg kunne dele ejerskabet med, men det altid været en udfordring, at jeg nok er bedst til at være herre i eget hus. At man som revisor tror, at man kan alt her i verden, er forkert. Jeg kan "noget", og hvis jeg ikke kan , så ved jeg som regel, hvor jeg skal finde nogen, som kan hjælpe med udfordringerne. Et godt samarbejde med min forening, andre gode kollegaer, advokater og banker med videre har altid stået mig højt, og derfor har jeg kunnet sno mig. Jeg synes stadig, at det er utrolig godt at komme på arbejde hver dag, også selv om dagene er noget lange, siger Peter Berg.
Han bliver ved med at drive revisionsforretning, så længe det er godt og rart at gå på arbejde, og den tid er slet ikke kommet endnu.
- Men en skønne dag vil det komme, og så tror jeg, at jeg er godt rustet til at komme videre med livet uden en arbejdsdag på mange timer. Hvis det utrolige skulle ske, at jeg inden for de kommende få år skulle sælge revisionsforretningen, vil jeg ikke være revisor længere, men en ny titel vil så være "økonomisk rådgiver" af en alle anden slags, smiler fredagens jubilar.
Der er åbent hus i morgen fra kl. 13.00-17.00.
- Der vil selvfølgelig blive serveret god rødvin (min foretrukne drik) og øl og vand. Traditionen tro er der også smørrebrød. Det er tredje gang, at revisorforretningen holder åbent hus, og hver gang har budt på samme anretning, så jeg glæder mig til at byde alle velkommen, siger Peter Berg.