Gå til hoved-indhold
23. maj 2024 - kl. 11.05

Realdania støtter nyt aktivitetshus i Ellinggård

  • 1 af 2
    Ellinggårds Venner arbejder med et samlet budget på 1.445.000 kroner. Foto: Jesper Christiansen, TV2 Nord
  • 2 af 2
    lldsjæle i Elling vil omdanne Ellinggård fra 1700-tallet til et aktivitetshus og base for et lokalt forankret fællesskab. Foto: Nyt liv i Ellinggård
Af: Michael Frederiksen

Lokale ildsjæle fordelt over hele landet får nu 15 millioner kroner i støtte til at realisere i alt 17 projekter som del af Realdanias Underværker-kampagne. Det gælder blandt andet frivillige fra Ellinggårds Venner, der modtager 985.000 kroner til at restaurere og omdanne den historiske Ellingårds hovedhus og haveanlæg til et lokalt mødested.

lldsjæle i Elling vil omdanne Ellinggård fra 1700-tallet til et aktivitetshus og base for et lokalt forankret fællesskab. Her vil de frivillige puste nyt liv i de historiske rammer med alt fra lokalarkiv og keramikværksted til ølbryggerlaug.

Ellinggårds Venner arbejder med et samlet budget på 1.445.000 kroner. Realdania støtter med 985.000 kroner.

Det er blot ét af de i alt 17 nyskabende projekter, som nu får støtte fra den filantropiske forening Realdania til at gøre ildsjælenes byggedrømme til virkelighed.

Flere af Underværkerne har på forskellige måder fokus på at genbruge og gentænke bygninger eller byggematerialer til nye funktioner. På den måde fungerer de projekter som småskala-forsøg af, hvordan man kan arbejde med klima- og ressourcebesparende tilgange i bygninger. Både nyere og historiske.

Underværket i Elling er ét de projekter der viser, hvordan man kan bevare bygningsarven ved hjælp af traditionelle håndværksmetoder og organiske byggematerialer. Derudover inviteres unge fra Håndværkerakademiets restaureringsuddannelse og kurser i bygningsbevaring til at deltage i at omdanne den gamle gård.

- Ildsjælene har en evne til at eksperimentere og se muligheder før mange andre. I Underværker lader vi ildsjælene få mulighed for at afprøve, teste og undersøge i lille skala, hvordan vi kan arbejde med klima- og ressourcebesparende tilgange i byggeriet, siger Laura Kristine Bjerre Munch, projektchef i Realdania.

I Realdania-kampagnen Underværker arbejder lokale frivillige over hele landet med byggeri til og for fællesskaber. Siden 2011 har Realdania støttet i alt 349 ildsjæleprojekter over hele landet med samlet omkring 190 millioner kroner. Underværkerne er både i storbyen, i de mindre byer og i landsbyerne.

- Alle vegne er der ildsjæle, som med en ihærdig, frivillig indsats bidrager til at styrke det lokale fællesskab. Dét engagement ønsker vi at støtte, og jeg glæder mig til at se fællesskaberne folde sig ud for alvor i bygninger og byens rum, siger Laura Kristine Bjerre Munch, projektchef i Realdania.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...