Gå til hoved-indhold
28. november 2024 - kl. 21.11

PWC-analyse: Der bør lukkes hele seks skoler i Frederikshavn Kommune

  • 1 af 2
    Frydenstrandskolen har i dag 669 elever, men skolen i Frederikshavn bør lukkes, mener PWC.
  • 2 af 2
    Gærum Skole, som i dag har 72 elever, står til at blive lukket.
Af: Michael Frederiksen

PWC anbefaler i en struktur- og budgetanalyse, at Frederikshavn Kommune nedlægger Frydenstrandskolen i Frederikshavn samt skolerne i Ålbæk, Ravnshøj, Gærum, Hørby-Dybvad og Voerså (Stensnæsskolen).

PWC mener, at det vil løse de aktuelle økonomiske udfordringer med faldende elevtal, generelle besparelser, for små og omkostningstunge skoler og den alvorlige bekymring for, om man fortsat kan levere kvalitet i form af ledelsesmæssige, pædagogiske og didaktiske handlemuligheder.

PWC vurderer, at skolestrukturen er alvorligt økonomisk og fagligt udfordret, og at den inden for de kommende år ikke længere vil være tilstrækkelig robust – hverken økonomisk eller fagligt.

Frederikshavn Kommune har i perioden 2013-2023 fået 950 elever færre i skolerne – uden at reducere antallet af skoler. Det svarer til elevtallet på to mellemstore skoler. Frederikshavn Kommune har i dag skoler med under 150 elever. Økonomisk er skolerne presset af både faldende elevtal, generelle besparelser og af, at skolebudgettet skal finansiere de stadig stigende udgifter til specialundervisning.

De seks fortsættende/nye skoler vil være Skagen Skole, Strandby Skole, Nordstjerneskolen (med ekstra 0.-4. klasse-afdeling på Abildvej),  Bangsbostrand Skole, Torslev Skole og Sæby Skole – eventuelt på to matrikler (Sæby og Sæbygård). Økonomien i at samle Sæby-skolerne på en matrikel bør beregnes og fremlægges.

Frydenstrandskolen foreslås lukket på grund af faldende elevtal i Frederikshavn by, hvor der er tre byskoler, og fordi der er god plads i attraktive rammer på Nordstjerneskolen.

"Nordstjerneskolen bliver en stor skole med i alt 1.300 elever, heraf cirka 1.000 fra 0.-9. klasse på Rimmens Alle og en fortsat indskolingsafdeling med 0.-4. klasse på Abildvej. To indskolingsafdelinger giver nærhed og kort skolevej for de mindste elever. Samtidig giver de meget attraktive fysiske rammer på Rimmens Allé rigtig gode muligheder for både et stort udskolingsmiljø centralt i Frederikshavn og at arbejde med flere deltagelsesmuligheder, mellemformer med videre", skriver PWC.

Forslag vil reducere udgifterne til bygningsdrift med 15,3 millioner kroner årligt. Skolerne bliver ifølge PWC 8,9 millioner kroner billigere at drive. Her er den største post en mindreudgift til ledelse og administration på 5,7 millioner kroner.

Elevtal, hvis PWC's model blev indført nu:
Skagen Skole: 446 (mod 419 nu)
Strandby Skole: 546 (436)
Nordstjerneskolen: 1.355 (523)
Bangsbostrand Skole: 670 (598)
Sæby Skole: 430 (319)
Sæbygårdskolen: 448 (377)
Torslev Skole: 324 (256)

Det antages, at 80 procent af Ålbæk Skoles elever fortsætter deres skolegang på Strandby Skole, mens 20 procent fortsætter på Skagen Skole.

Ved nedlæggelse af Ravnshøj Skole antages det, at 80 procent af indskolingseleverne fortsætter på Nordstjerneskolen, og at de sidste 20 procent fortsætter på Frydenstrandskolen. Hele Ravnshøj Skoles udskoling antages at fortsætte på Nordstjerneskolen.

Ved lukning af Gærum Skole antages det, at alle eleverne fortsætter på Bangsbostrand Skole.

Ved nedlæggelsen af Hørby-Dybvad Skole antages det, at 60 procent af eleverne fortsætter på Sæby/Sæbygårdskolen, mens de resterende 40 procent fortsætter på Torslev Skole.

Ved lukningen af Stensnæsskolen antages alle eleverne at fortsætte på Sæby/Sæbygårdskolen.

PWC's analyse drøftes politisk i næste uge i Børne- og Ungdomsudvalget.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...