Gå til hoved-indhold
07. august 2024 - kl. 00.08

Pernille Nygaard Vejs: - Prisen for en sjov ungdom forsvinder aldrig

  • 1 af 1
    Ingen advokatfirmaer vil ansætte Pernille Nygaard Vejs, og hun er ikke i tvivl om, at det skyldes hendes medvirken i Paradise Hotel. Foto: Privat
Af: Michael Frederiksen

- Jeg er træt af at blive behandlet som en kriminel med en plettet straffeattest, blot fordi jeg for 12 år siden deltog i Danmarks største Reality-program.

Sådan skriver frederikshavneren Pernille Nygaard Vejs i et opslag på Instagram. Hun blev kendt, da hun deltog i Paradise Hotel og efterfølgende flere andre tv-programmer. Hendes ofte meget sjove og naive kommentarer gjorde, at hun blev stemplet som "Dumme-Pernille".

Det billede krakelerede dog, da "Paradise-Pernille" studerede fem år på Aalborg Universitet og uddannede sig til jurist. Men ingen vil ansætte Pernille Nygaard Vejs, og hun er ikke i tvivl om, at det skyldes hendes medvirken i Paradise Hotel.

- Den eneste, som gav mig en chance i branchen, var min tidligere arbejdsgiver i København. Da jeg flyttede til Jylland (Skive, red.), var det - uanset mine flotte karakterer og udtalelser - umuligt at få et job indefor jura-/advokatbranchen. Jeg har været til mange jobsamtaler - halvdelen af dem formentlig fordi de synes, det kunne været sjovt at se selve giraffen i virkeligheden, lyder det fra Pernille Nygaard Vejs.

Det får hende til at stille spørgsmålet:

- Hvordan kan en branche, som står for retfærdighed, være så FUCKING uretfærdig? Hvis I vil straffe mig som en kriminel, så få hurtigst muligt indført en reel straf med en plet på straffeattesten. Den forsvinder heldigvis efter 5-10 år. Prisen for en sjov ungdom forsvinder tydeligvis aldrig, skriver frederikshavneren.

Hun håber, at holdningen til Reality-deltagere ændrer sig i fremtiden.

- Jeg har for længe siden indset, at jeg har været for naiv og troet på, at alle fortjener en chance. Det har livet nu vist mig utallige gange, ikke er sandt. Jeg ved, at jeg indeholder langt mere, end hvad man kan læse sig frem til i medierne, og det ved dem, som kender mig, heldigvis også. Jeg har ikke længere tænkt mig at forsvare, hvem jeg er/var, pointerer Pernille Nygaard Vejs.

Hun har ét konkret eksempel på, at hun ikke blev ansat efter en jobsamtale grundet sin fortid i Paradise Hotel. Et år senere mødte hun den medarbejder, hun havde været til samtale os. Han sagde: "Pernille, jeg har haft så dårlig samvittighed, fordi du var virkelig den perfekte kandidat til jobbet, men jeg måtte ikke ansætte dig grundet din tidligere deltagelse i Paradise Hotel".

- Han mente oprigtigt, at han var ked af det, og jeg kunne mærke, hvor uretfærdigt, han syntes, det var, skriver Pernille Nygaard Vejs.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...