Gå til hoved-indhold
05. september 2016 - kl. 03.09

Ny optiker: NYT SYN åbner i Frederikshavn

  • 1 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 3
    Birte Jespersen, Kristine Ribergaard og Anders Halveg glæder sig til igen at arbejde sammen.
Af: Michael Frederiksen

Anders Halveg savner den daglige kontakt med kunderne, så efter otte måneder på landevejen vender han tilbage som optiker med egen butik i Frederikshavn. 

Inden efterårsferien slår han dørene op til NYT SYN, som rykker ind i Louis Nielsens tidligere lokaler på Rådhus Allé 58, hvor Kop & Kande bliver nærmeste nabo.

- Jeg glæder mig til igen at få en hverdag, hvor jeg får mulighed for at komme i tæt dialog med frederikshavnerne. Det nærvær har jeg savnet de seneste otte måneder, siger en ærlig Anders Halveg.

Høj faglighed og god service bliver nøgleordene i NYT SYN i Frederikshavn, som ikke mindst glæder sig til at introducere nogle helt nye maskiner, der endnu ikke findes i Vendsyssel. Anders Halveg har blandt andet købt en maskine fra ZEISS, hvis målinger viser, at vores hornhinde er som en bulet landevej.

- Heldigvis har vi muligheden for at lave nogle glas, som udligner denne ujævnhed. Vores scannere er også i stand til at måle dit synsfelt, dit tryk på øjnene og din nethinde mere præcist end andre steder. Vi hjælper derfor kunden med at få et syn, som er mere detaljeret end nogensinde før. Alle data fra synsmålingen bruger vi i fremstillingen af ZEISS i.Scription glas, som giver bedre nattesyn, stærkere kontrastsyn og et klarere, skarpere og mere afslappet syn, forklarer Anders Halveg.

Han oplyser endvidere, at billederne af kundernes nethinder vurderes af øjenlæger i Eyecare Denmark, hvilket gør NYT SYNs henvisninger til de lokale øjenlæger endnu mere præcise.

Det lyder som en dyr fornøjelse at vælge NYT SYN?

- Nej, for kunden skal ikke betale ekstra, selv om vi har disse maskiner af bedste tyske kvalitet. Vores synsprøve tager lidt længere tid, men prisen er den samme som hos vores kolleger uden for discount-segmentet, lover Anders Halveg.

Han har siden årsskiftet kørt rundt som salgs- og driftskonsulent for Profil Optiks 21 butikker i Nordjylland. Han blev udlært i 1999 i NYT SYN Randers. Efter fire år i NYT SYN Grenaa åbnede han i 2003 sin første Profil Optik-butik i Dronninglund. Året efter åbnede han også i Hals, og i 2006 kom turen til gågaden i hjembyen Frederikshavn. Han solgte de tre butikker i 2010, men fortsatte som butikschef frem til 31. december sidste år.

Anders Halveg har ansat to tidligere kolleger i sin nye butik i Frederikshavn. Optiker Kristine Ribergaard, som har arbejdet 10 år i Dronninglund og siden 1. januar i år har været butikschef i Profil Optik Frederikshavn, og optisk assistent Birte Jespersen, der har arbejdet fem år i Frederikshavn, flytter med over i NYT SYN.

Håndværkerne er allerede kommet langt med at bygge Rådhus Allé 58 om til en topmoderne optik-butik i ZEISS NYT SYN-regi, og Anders Halveg tør godt love, at første åbningsdag bliver inden efterårsferien.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...