Gå til hoved-indhold
03. juli 2024 - kl. 00.07

Ny butik i Frederikshavn med polske specialiteter og delikatesser

  • 1 af 2
    Justyna Szczpaniak og Tiberiu Chiper bor i Vodskov, men Justyna Szczpaniak har tidligere boet syv år i Frederikshavn.
  • 2 af 2
    Blandt nogle af specialiteterne og delikatesserne nævner parret med de polske rødder pålæg, ost, pølser og chokolade.
Af: Peter Marquard

I weekenden åbnede Polski Kacik i Danmarksgade 17a i Frederikshavn (ved siden af Botex). Det er kæresteparret Justyna Szczpaniak og Tiberiu Chiper, der står bag butikken med polske specialiteter og delikatesser.

- Vi har allerede fået en god modtagelse af vores kunder. Det er både danske, polske og andre kunder fra Østeuropa, for eksempel herboende ukrainere. Mange af varerne i Østeuropa minder om hinanden, så derfor vil flere kunne nikke genkendende til en stor del af tingene i vores sortiment, fortæller Justyna Szczpaniak og Tiberiu Chiper.

Blandt nogle af specialiteterne og delikatesserne nævner parret med de polske rødder pålæg, ost, pølser og chokolade.

- Vi får levering hver uge, og dermed får vi også nye produkter hver uge. Der kommer blandt andet også polske kager og polsk øl, så det gælder bare om at kigge ind eller følge os på vores Facebook, understreger parret.

Justyna Szczpaniak og Tiberiu Chiper bor i Vodskov, men Justyna Szczpaniak har tidligere boet syv år i Frederikshavn.

- Jeg har altid manglet en butik som Polski Kacik i byen. Der bor mange polakker og andre østeuropæere i området, som arbejder blandt andet på havnen og på fabrikker, så derfor åbnede vi butikken, da det rigtige lokale på den rigtige placering var til rådighed, siger Justyna Szczpaniak.

Butikken holder lukket om mandagen, men ellers er der åbent i de andre seks dage i ugen i butikken i den nordlige del af Danmarksgade.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...