Nordjyske Bank præsenterer gigantisk rekordoverskud i 2023
2023 blev det bedste år nogensinde for Nordjyske Bank. De nordjyske filialer havde igen en flot tilgang af både privatkunder og erhvervskunder, og det generelle aktivitetsniveau har været højt samtidig med, at tabskontoen har været lig nul. Nu kigger banken ind i et nyt år, der sandsynligvis vil byde på en faldende rente.
Økonomien i Danmark og i Nordjylland overraskede positivt i 2023. Dystre forudsigelser på baggrund af høj inflation og de heraf følgende rentestigninger er delvist gjort til skamme, og det afspejles direkte i årsregnskabet hos en af regionens største banker:
- Den økonomiske udvikling har været usædvanlig de seneste år, og det gælder også i 2023, hvor vi forventede en afmatning med blandt andet faldende beskæftigelse til følge. Det er ikke sket – tværtimod, og det gavner både nordjyderne og Nordjyske Bank, at økonomien har vist sig at være særdeles modstandsdygtig, siger bankdirektør Claus Andersen fra Nordjyske Bank og fortsætter:
- Det er svært at sige, om det værste er overstået, men inflationen er i hvert fald kommet tilnærmelsesvis under kontrol, og alle forventer, at renten skal ned her i 2024. Det vil alt andet lige gavne den enkelte nordjydes økonomi.
Nordjyske Bank, der er en del af Ringkjøbing Landbobank, fik sit bedste år nogensinde i 2023. Banken har aldrig haft flere kunder, og samtidig er det gennemsnitlige forretningsomfang i form af udlån, indlån og depotværdier også steget. Faktisk har banken oplevet en vækst i udlån på fem procent, en vækst i indlån på otte procent og en vækst i depotværdier på 11 procent gennem 2023, og det bidrager til, at bankens basisindtjening stiger med ikke mindre end 34 procent til 3.828 mio. kr.
Bankens omkostninger er også steget qua et højere aktivitetsniveau, men dog kun med otte procent, og det resulterer i et basisresultat før nedskrivninger på 2.865 mio. kr. Basisresultatet efter nedskrivninger er stort set samme beløb, nemlig 2.864 mio. kr., og dermed fortsætter perioden med rekordlave nedskrivninger, og det er højest usædvanligt i en periode, hvor renten er hævet 10 gange af Nationalbanken med en samlet stigning på ikke mindre end 4,2 procent:
- Udsigten til økonomisk afmatning har gjort, at vi ud fra et ledelsesmæssigt skøn har opbygget en buffer på 950 mio. kr. til eventuelle fremtidige tab. De penge står stadig urørt på vores konto, fordi der ganske enkelt ikke har været behov for at bruge af dem, fortsætter Claus Andersen.
Bankens bundlinje lander i 2023 på 2.837 mio. kr., og det betyder, at banken skal betale 682 mio. kr. i skat for årets overskud. Tilbage er 2.155 mio. kr., og det giver banken mulighed for at udlodde et udbytte på 10 kroner pr. aktie til de godt 50.000 aktionærer. Samtidig foretager banken et tilbagekøb af egne aktier for 1.525 mio. kr., hvilket også gavner bankens mange nordjyske aktionærer:
- Vi er meget tilfredse med årets resultat, der også er væsentligt påvirket af, at vi nu har bevæget os væk fra en lang nulrente-periode. Vi har i øjeblikket cirka 10 mia. kr. stående i obligationer og som indlån i Nationalbanken, og det giver os i dag en væsentlig bedre forrentning end tidligere. Men den høje rente kommer også vores indlånskunder til gode i form af højrentekonti med en indlånsrente på op til 2,6 procent, konstaterer Claus Andersen videre.
Han siger afslutningsvis, at 2024 bliver endnu et spændende år:
- Der er fortsat usikkerhed om fremtiden, og vi kan ikke sige med sikkerhed, om den nedgang, vi forventede i 2023, kommer her i 2024. Men det ser mere og mere ud til, at økonomien tager en såkaldt blød landing, og at renten begynder at falde. Det betyder ikke, at vi ikke vil opleve eksempelvis faldende beskæftigelse i 2024, men det betyder, at økonomien ikke kommer til at bremse så hårdt op som frygtet. Den teori tror jeg personligt mest på, og det vil være til gavn for alle nordjyder.
Aktuelt forventer banken et resultat i 2024 på samme niveau som i 2023 eller lidt lavere, nemlig inden for intervallet 1,8-2,2 mia. kr. efter skat.