Naturakademiet er igen klar med en række foredrag i Palads Teatret
Frederikshavn Kommune inviterer for andet år alle til at deltage i Naturakademiet. Det består af fem foredrag om natur.
Her i begyndelsen af det nye år er det igen muligt at deltage i fem foredrag om natur og landskaber i Vendsyssel, fortalt af forskellige eksperter inden for emnerne: Naturkatastrofer, skove, trækfugle, oldtiden og solsystemet.
Naturakademiet blev afholdt for første gang sidste år, og her var der 129 deltagere til sidste foredrag, og 72 deltagere havde købt billetter til alle fem foredrag.
- Succeskriteriet sidste år var 40 deltagere pr. foredrag, så der overgik vi forventningerne. Vi håber på lige så god tilslutning i år, og lige nu stiger antallet af tilmeldte hver dag, siger Bo Storm, naturvejleder i Frederikshavn Kommune.
Foredragene foregår i Palads Teatret i Frederikshavn. Prisen er 495 kroner for alle foredrag, eller 125 kroner for enkelte foredrag.
Se program og køb billetter her.