Gå til hoved-indhold
13. august 2024 - kl. 08.08

Menighedsrådet: En unik mulighed for at engagere sig i kirkens arbejde

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Tirsdag 20. august er der offentligt menighedsrådsmøde i Frederikshavn sogn. Det foregår kl. 19.00 i Sognehuset, og alle interesserede er velkomne til at kigge forbi og få et indblik i menighedsrådsarbejdet omkring Frederikshavn Kirke.

- Der er altid offentlig adgang til menighedsrådets møder, men det er kun få, der benytter sig af muligheden. Mødet 20. august er det nuværende menighedsråds sidste møde, inden der i efteråret er valg til det nye menighedsråd. Vi vil gerne vise alle interesserede, hvordan det nuværende menighedsråd arbejder, og hvad vi arbejder med. Alle er velkomne, og det er vigtigt at understrege, at der ikke foregår valg blandt tilhørerne, fortæller Egon Olesen, der er formand for menighedsrådet ved Frederikshavn Kirke.

Efter mødet bliver der serveret et stk. smørrebrød og kaffe, mens der bliver mulighed for en god snak.

- At sidde i menighedsrådet er en unik mulighed for at engagere sig i kirkens arbejde og tage ansvar for dens drift og fremtid. Man får mulighed for at bidrage med sine kompetencer og ideer i arbejdet for at skabe en relevant og meningsfuld kirke, ligesom man indgår i et værdifuldt fællesskab, hvor man får indflydelse og sætter retningen for kirken. Man gør en forskel for andre, og man får også mulighed for at udvikle egne kompetencer, siger Egon Olesen.

Menighedsrådet mødes cirka en gang om måneden, ligesom der kan være andre opgaver i forbindelse med aktiviteter og møder i udvalg og i sognet. Samtidig er der en række opgaver, der kan vælges til og fra alt efter interesse, men arbejdet handler om at gøre en aktiv indsats til gavn for den enkelte folkekirke.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...