Mariann går all in på Peiter Outlet Bannerslund
Kæden SPORT 24 overtager SPORT 24 i gågaden i Frederikshavn. Det sker i forbindelse med, at SPORT 24 Outlet inden jul åbner ved siden af Elgigantens kommende butik på Hjørringvej i Frederikshavn.
Det er Mariann Hessellund, datter af afdøde Jørgen ”Peiter” Petersen, som i dag ejer butikken i gågaden i Frederikshavn sammen med sin bror, Kim Hessellund Petersen. Hun oplyser til Kanal Frederikshavn, at SPORT 24 overtager butikken fra 1. september i år.
- Når SPORT 24 Outlet åbner i Frederikshavn, giver det mest mening, at kæden også ejer butikken i gågaden. Vi har fundet en god løsning, som begge parter er tilfredse med, siger Mariann Hessellund.
Det var hendes mor, Jytte Petersen, som i mange år drev Centrum Sport i de lokaler i Danmarksgade, hvor SPORT 24 Frederikshavn i dag ligger.
- Det var min mors hjertebarn. Derfor betyder det meget for os, at der ligger en sportsbutik i det lokale, fortæller Mariann Hessellund, som - sammen med sin bror - bliver ved med at være indehaver af ejendommen i gågaden, hvor SPORT 24 fra 1. september lejer sig ind.
Salget af SPORT 24 Frederikshavn betyder, at Peiter-familien for første gang i 58 år ikke længere har en sportsbutik i midtbyen i Frederikshavn. Fremover skal Mariann Hessellund bruge alle sine kræfter på Peiter Outlet Bannerslund i rundkørslen mellem Elling og Strandby.
- Det glæder jeg mig helt vildt meget til. Jeg elsker at være herude med skoven som nærmeste nabo, hvor vi driver Peiter Outlet som i gamle dage. Vi snakker, hygger og drikker kaffe med kunderne. Det er gammeldags på den fede måde, smiler Mariann Hessellund.
Hun får tit spørgsmålet, om ikke hun skal åbne en webshop, men det ønsker hun ikke. Hun vil se kunderne i øjnene, når hun handler, og hun elsker at købe de varer, hun har lyst til. Der er ingen kæde, som styrer hendes sortiment.
- Jeg er ikke i tvivl om, at vi bliver endnu skarpere på sortimentet fremover, og kunderne kommer fortsat til kunne købe varer, som ikke findes i andre sportsbutikker, da jeg igennem mange år har opbygget et stort netværk blandt leverandører, siger Mariann Hessellund.
Der ændres heller ikke på åbningstiderne i Peiter Outlet. Butikken er åben alle dage fra kl. 10-17. Kun i juledagene er der lukket.
Lone Søe og Rasmus Rulle, som arbejder i SPORT 24 Frederikshavn, fik i går besked om, at de fortsætter med over, når kæden overtager butikken fra 1. september.