Gå til hoved-indhold
10. februar 2024 - kl. 15.02

Kystmuseet Bangsbo: Foredrag om isvintrene under besættelsen

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Onsdag 14. februar kl. 19:00-20:00 slår Kystmuseet Bangsbo dørene op til en fascinerende foredragsaften om de såkaldte trillingeisvintre under besættelsen, der skabte en fatal forsyningssituation blandt andet i Frederikshavn og på Læsø.

19. januar 1940 kunne man under overskriften "Denne Situation igen?" læse om frygten for endnu en isvinter i Frederikshavn Avis. I Artiklen hed det, at: "… i Øjeblikket synes der virkelig at være Grund til Frygt for en af de Isvintre, der indfinder sig med de Mellemrum, som vi normalt kalder "Mands Minde"."

Skribenten fik ret, for kort tid efter lagde kulden sig over det danske land. Havne og byer blev indhyllet i is og sne. Med en middeltemperatur på henholdsvis -4,4 og -6,8 grader i januar og februar 1940 samt frostvejr uafbrudt fra 3. januar og frem til midt marts, var det barskt.

Anden Verdenskrig var endnu ikke nået til Danmark, men det var de forsyningsvanskeligheder, som fulgte i kølvandet på storkonflikten. Her var særligt manglen på brændsel, følbart i mange danske hjem.

I dag ved vi, at isvinteren i vinteren 1939/1940 blev én ud af tre i starten af 1940’erne. Kort tid efter fulgte Tysklands besættelse af Danmark i kølvandet på kulden. Og de følgende vintre ville vise sig at være endnu koldere og forsyningsproblemerne endnu værre grundet Besættelsen.

Til foredraget "Besat og forfrossen" fortæller museets formidler Bue Juul Poulsgaard om de hårde kår, danskerne og frederikshavnerne måtte klare sig under, når kulde og besættelse tog livtag på hverdagen.

Læs mere om foredraget og køb billet på Kystmuseet.dk.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...