Kvissel Station: Madsen klar med flere historier i og om barndomsbyen
To års succes med musikalske forestillinger i den stemningsfyldte station i Kvissel betyder, at Jan Michael Madsen nu er klar med et tredje show.
Holdet af unge serveringsfolk og lidt legender på scenen er kørt i stilling på Perron 1.
De to forårsshows kan opleves fredag 22. og lørdag 23. marts, hvor dørerne slåes op til herlige aftener med lækker spisning, Madsen-show og en musikalsk nostalgisk afrunding med et repertoire hentet fra 70´ernes Kvissel Kro-baller. I denne del medvirker også special guests, som rent faktisk har stået på scenen til de legendariske kroballer.
- Det er rendyrket nostalgi, som kører på skinnerne de her to aftener. For mig er det her tiltag en slags Kultur-Tur/Retur, fordi Kvissel og oplevelser i min barndom og opvækst dér altid har levet videre i mig og ofte har været brugt i mange underholdningssammenhænge. Siden Hva´ Så-cabaretterne i Moby Dicks gård og også senere, sammen med Knud Erik Thrane, har Kvissel og mennesker derfra jævnligt været et finurligt omdrejningspunkt i den underholdning, jeg har optrådt med, siger den tidligere Kvissel-dreng Jan Michael Madsen.
I denne omgang tager han dog lidt mere fat i historier om forholdet mellem den lille stationsby Kvissel og den dragende store erhvervsby Frederikshavn, som det altså så ud fra en ung drengs knallertsadel. Et bundt nye historier oprulles i showdelen, som begynder efter en lækker spisning, og når publikum er kommet i stødet efter den gode mad og Madsens skæve nostalgiske betragtninger tilsat 70´hits, spilles der op til en en gang Kvissel Kro-stemning.
Begge aftener starter med spisning kl. 19.00, og alle gæster kan forvente at nå det sidste tog!
Opfordringen fra Jan Michael Madsen lyder:
- Ta’ toget til showet! Lav en tur ud af det - og prøv noget sjovt! Stå på toget i Frederikshavn, Tolne, Sindal eller Aalborg, rul ind på perronen på en af Vendsyssels gamle fantastiske landsbystationer, i det her tilfælde Kvissel, og nyd en herlig aften serveret med historier og musik, et skævt smil og en kærlig bagtanke, og tag det sidste tog hjem igen.
Billetter kan bestilles på: www.venueticket.dk.