Kontrol i gågaden: Sigtede seks cyklister på kun 20 minutter
Nordjyllands Politi sigtede i går seks personer for at cykle i gågaden i Frederikshavn. Det skete i løbet af bare 20 minutter.
- Gågaden i Frederikshavn er gågade 24 timer i døgnet. Vi har modtaget flere henvendelser fra borgere, som klager over mange cyklister i gågaden. Det var baggrunden for vores kontrol i går, og derfor mærkede politifolkene også en stor tilfredshed, da de kontrollerede cyklisterne, siger politikommissær Maiken Saaby, leder af Patruljetjenesten.
Politiet var kun tilstede i 20 minutter, men alligevel var der syv cyklister, som blev stoppet. Den yngste på 14 år slap med en formaning.
De seks andre kan se frem til at en bøde på 700 kroner. Alle accepterede situationen uden protester. Det var både lokale og ikke lokale - i alle aldre - som mandag eftermiddag blev noteret i politiets sorte bog.
- Der er ingen tvivl om, at vi også fremadrettet vil kontrollere, om der er cyklister i gågaden, og derfor skal folk tænke sig om hele døgnet, siger Maiken Saaby.