Kirppu har fået en forrygende start i Frederikshavn
For godt en måned siden åbnede Kirppu sit loppesupermarked ud mod Hjørringvej i Frederikshavn. Butikken har fået en forrygende start, og antallet af besøgende overstiger forventningerne.
- Vi har den første måned rundet mere end 20.000 besøgende, hvilket er noget mere end forventet. Frederikshavnerne har taget meget positivt imod os, og kunderne har udtrykt glæde for, at vi er kommet til byen. Vi har udlejet 340 stande, hvilket betyder, at vi kun har få ledige stande. Vi har standlejere, der kommer helt syd fra Aalborg, og de mange udlejede stande og vores gode placering mellem Normal og Løvbjerg har uden tvivl været med til den gode start, siger butikschef Tommy Henriksen fra Kirppu.
Men hvilke varer er de mest populære hos Kirppu?
- Vores lejere af stande dækker faktisk over alle aldersgrupper, hvilket også afspejler sig i vores besøgende. I den første måned har vi solgt overraskende meget tøj samtidig med, at ting til hjemmet går som varmt brød. Klassiske danske ting og dansk design som Royal Copenhagen og Bing & Grøndahl er store hits, understreger Tommy Henriksen.
I forbindelse med fodboldturneringerne Cup No. 1 i Frederikshavn og Dana Cup i Hjørring har den lokale Kirppu i samarbejde med butikkens pendant i Hjørring lavet et særligt tilbud. I hele juli gives der rabat på leje af stand, hvor man nu kan leje en stand til 150 kroner pr. uge, hvilket er en besparelse på 25 procent i forhold til normalprisen.