Jubilæum og åbent hus i Autoopretning Vendsyssel
Autoopretning Vendsyssel på Suderbovej holder lørdag 29. august åbent hus fra kl. 11-15 i anledning af virksomhedens 70 års jubilæum.
Dagen byder på mange aktiviteter, og Erik Hauch fra Restaurant Jerry's sørger for lidt godt til ganen i form af snacks og fadøl fra hans berømte brandbil. Der vil desuden blive serveret kaffe og kagemand.
I anledning af jubilæet bliver der mulighed for at se et bredt udvalg af spændende biler, hvor du kommer på en rejse gennem tiden og kan se, hvordan design og teknologi har udviklet sig gennem de seneste årtier.
Gæsterne på lørdag kan blandt andet glæde sig til at opleve disse biler: Ford Capri 1977, Hanomag fra 1973, Mælkebilen fra 1950, Ford Mustang, Pachard, GMC, Lada 1200 fra 1989, Mercedes 500 fra 1982 og Volvo 444 fra 1957.
- Vi viser også, hvordan vi rustbeskytter med Mercasol og hvorfor det er vigtigt at beskytte din bil. Vi vil desuden vise, hvordan din bil kan friskes op med en Ditec-lakbehandling. Endelig har karosseriværkstedet sat en bil i opretterbænken. Her viser vi moderne reparationsmetoder, oplyser Dorthe Nelleberg Hansen.
Hun ejer virksomheden - som i dag har tre afdelinger - sammen med sin bror, Claus Jørgensen. De har arbejdet på Suderbovej siden henholdsvis 1990 og 1993. De overtog Autoopretning Vendsyssel, da deres far, Preben Jørgensen, døde i 2013. Han begyndte i Karosserifabrikken Vendsyssel, som virksomheden hed indtil slutningen af 90'erne, i 1968. I perioden fra 1974-1986 var Preben Jørgensens bror, Hans Jørgensen, medejer. Virksomheden blev stiftet i 1945 af Dorthe og Claus' farfar, William Jørgensen.
Med sine 70 år er Autoopretning Vendsyssel en af Frederikshavns ældste familieejede virksomheder. Og jubilaren har det godt.
- Der er gang i forretningen. Vi har ansat to mand i år, så vi nu er oppe på 19 medarbejdere i Frederikshavn, Aalborg og Hjørring, oplyser Dorthe Nelleberg Hansen.
Hun er ikke et sekund i tvivl om virksomhedens største jubilæumsønske. De nuværende reparationsregler skal bevares, når den tre-årige forsøgsperiode udløber ved årsskiftet. Det vil sige, at et værksted kan reparere en bil til 100.000 kroner på forsikringens regning, hvis udgifterne holder sig under 75.000 kroner. Grænsen er altså 75 procent. Tidligere var den 65.
- Og de 10 procent betyder meget, så vi håber virkelig, at dene regel bliver gjort permanent, siger Dorthe Nelleberg Hansen.