"Ikke noget pis": Det Kongelige Teater indtager igen Frederikshavn
Det Kongelige Teater indtager igen Frederikshavn, når de 9. marts kl. 19.30 sætter massivt lup på manden i den skarpe komedie "Ikke noget pis" af Kamilla Wargo Brekling.
- Vi er stolte af i Frederikshavn Teaterforening at kunne præsentere Det Kongelige teaters opsætning for vores gæster. Det er en stor fornøjelse, når det lykkes for os at få de store landsdelsscener til Frederikshavn, udtaler bestyrelsesmedlem Betty Rode.
I en tid, hvor kvinden har og skal have ordet, giver instruktør Kamilla Wargo Brekling mikrofonen til manden - den voksne mand. Kan manden følge med tiden? Er han på sporet, eller er han lost? Hvordan synes han egentlig selv, det går? En ny fortælling presser sig på med dybdeborende tragikomik.
Det er 15 år siden, skuespillerne Lars Mikkelsen, Janus Nabil Bakrawi, Rasmus Botoft, Peter Oliver Hansen og Henrik Prip sammen med Kamilla Wargo Brekling satte manden under lup i succesforestillingen PIS. Dengang måtte manden forholde sig til voksenlivets forpligtelser, småbørn, karriere og selvfølgelig kvinden. Han var næsten udødelig og i hvert fald uforbederlig.
Nu mødes de fire igen, to nye og to fra sidst, i en forandret verden. Der er sket meget siden sidst. Hvordan går det med manden, hans krop, hans sind? Hvilken tilstand er han i? Har der mon sneget sig en dødsangst ind? Og hvad med selvrefleksionen?
- Det er en stjernespækket opsætning, og det er bare at sige, gå ikke glip af den, for du får virkelig noget med hjem, uanset hvilket køn du har, lover Betty Rode.
Medvirkende: Peter Oliver Hansen, Rasmus Botoft, Kasper Leisner, Zaki Youssef og Henrik Prip.