Gå til hoved-indhold
27. juli 2023 - kl. 11.07

Hver fjerde præst i Nordjylland har været langtidssygemeldt

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Ud af lidt over 200 præster i Nordjylland har 49 af dem været langtidssygemeldt indenfor de seneste tre år. Det har Bangsbostrand Sogn mærket, hvor en præst var sygemeldt i over halvdelen af tiden i ansættelsesperioden fra 2017 til 2022.

- Når du spørger mig, vil jeg umiddelbart sige, det er højt, men jeg kender jo årsagerne til det, og det er ikke entydigt. Der er rigtig mange forskellige årsager til sygemelding. Men det er ikke flertallet, som bunder i arbejdsmiljøet, siger biskop Thomas Reinholdt Rasmussen, Aalborgt Stift, til TV2 Nord.

Biskoppen mener dog ikke, det er den gængse præsts arbejde - prædikener, søndagsvagter og konfirmationsforberedelse eksempelvis - som tærer på præsterne. I stedet er det "pludseligt opståede opgaver." Ting, som kommer ind fra siden.

På den led sammenligner biskoppen resultaterne med sine præsters trivsel med sygeplejerskers.

- Det kan være såkaldte "relationsopgaver", hvor du pludselig skal forholde dig til en masse forskellige folk i sogn og kirke.

En af forklaringerne bunder også i det samarbejde, præsten skal have med de lokale menighedsråd. For det kan være svært at samarbejde med menighedsråd, erkender Thomas Reinholdt Rasmussen, men mener samtidig, at man også gør noget ved problemerne.

- Når vi opstarter en ny præst, tager vi en snak før og efter ansættelse med menighedsråd. Det er i høj grad en forventningsafstemning, siger han og mener også, kirken gør noget ved problemet.

Han henviser til et projekt som kirken har kørt de seneste år, hvor 80 procent har svaret, at de trives i arbejdet.

Det efterlader 20 procent, der ikke gør. Mere præcist svarer 10 procent, at de har dårlig trivsel og yderligere tre procent rigtig dårlig trivsel. Men det mener biskoppen, der tages hånd om.

- Langtidssygemeldinger kan også være udtryk for, at vi har en arbejdsgiver, der tager sig af sine ansatte. Hvor vi har tålmodighed med at få de ansatte tilbage. Vi arbejder konsekvent med at få folk op i arbejde igen. Det kan klart også være et udtryk for det antal langtidssygemeldinger, vi har. Der er ingen sognepræster, som får lov at være alene, siger han til TV2 Nord.

Bangsbostrand Kirke har stadig ikke fundet en permanent afløser for den langtidsmeldte præst, som officielt stoppede i juni 2022. Knud Erik Weinkouff Hansen vikariede frem til 31. maj i år. Han er nu afløst af endnu en vikar, Mogens Jeppesen, mens kirken forsøger af finde en permanent løsning. Der er to præster i Bangsbostrand Kirke. Tove Brogaard har været ansat siden 2016.

Bangsbostrand Kirke kæmper også med en stor udskiftning i andre personalegrupper.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...