Gå til hoved-indhold
22. juni 2023 - kl. 00.06

Hvad gemmer sig bag den gyldne port i Napstjært?

  • 1 af 2
    FOTO: Peter Marquard
  • 2 af 2
    Bag Napstjært Entreprenør står 58-årige John Splidt Larsen, som frederikshavnere med nogle år på dåbsattesten blandt andet vil kunne huske fra Bar Sinatra.
Af: Peter Marquard

Bag den gyldne port ved Napstjært Gård har Napstjært Entreprenør i foråret etableret sin virksomhed, som har fået en flyvende start. Firmaet tilbyder blandt andet rod- og stubfræsning, belægning og haveanlæg. Filosofien bag firmaet er, at man vil bringe kvalitet og god service ind i branchen, hvor kunden skal være i centrum.

Bag Napstjært Entreprenør står 58-årige John Splidt Larsen, som frederikshavnere med nogle år på dåbsattesten blandt andet vil kunne huske fra Bar Sinatra. Napstjært Gård er beliggende på Skagensvej 585 nord for Jerup.

- Jeg har i mange år ejet Napstjært Gård, men min bopæl har  også i mange år vekslet mellem Danmark, Spanien og Vietnam. Min kone er fra Vietnam, men min datter ønskede at gå på efterskole i Danmark, og derfor fulgte jeg med hende hjem. Jeg løb ind i min gamle bekendte René Renberg, som har mange års erfaring fra entreprenørbranchen, og pludselig så Napstjært Entreprenør dagens lys, da det ene ord tog det andet. René Renberg er ansat som leder af virksomheden. Jeg har arbejdet i servicebranchen i mange år, og netop service er virksomhedens mantra. Det er vigtigt, at vi holder, hvad vi lover, så kvalitet og god service er omdrejningspunktet for os, understreger John Splidt Larsen.

Napstjært Entreprenør har allerede fuld fart på, og virksomheden har udført opgaver for blandt Stæten og Skagen Bryghus, ligesom man har serviceret kunder fra mange af områdets sommerhuse.

- Vi laver alt indenfor belægning samt vedligehold af veje og haver, og vi skal også i gang med en nybygning i Frederikshavn. Vores rod- og stubfræser kører næsten nonstop, og vi løser mange forskellige opgaver. Vi har lavet flere specialopgaver for kunder i Skagen, hvor vi blandt andet har lavet 150 kvadratmeter sildebensflet for en kunde, som efterfølgende hyrede os til et job i Aalborg. Jeg er dybt taknemmelig for den tillid, som vores kunder har vist os i opstarten, siger John Splidt Larsen.

Og tilbage til den iøjnefaldende gyldne port foran Napstjært Gård.

- Med mine mange års tilknytning til Vietnam er jeg selvfølgelig også blevet inspireret af nogle ting der. Så den asiatiske stemning er også kommet til Napstjært Gård på nogle områder. Den gyldne port er så et iøjnefaldende et af slagsen, og jeg har godt nok fået mange kommentarer om den, griner John Splidt Larsen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...