Hvad betyder det at være under administration?
Økonomi- og Indenrigsministeriet truer med at sætte Frederikshavn Kommune under administration. Hvad betyder det reelt? Det har Kanal Frederikshavn spurgt Knud Kristensen (C) om. Han er borgmester i Vesthimmerlands Kommune, som i perioden fra 2008 til 2011 - hvor Knud Christensen også var borgmester - var under administration.
Frederikshavn Kommunes likviditet er så faretruende ringe, at der måske snart er en "hjælpende hånd" på vej fra ministeriet. Birgit Hansen kan roligt ringe til Knud Kristensen, for han er ekspert på området.
Hvad vil det helt konkret sige at være sat under administration?
- At man som kommune skal kunne bevise forbedringer i økonomien ved at indlevere månedlige rapporter, så Økonomi- og Indenrigsministeriet hele tiden er ajourført med, om vi som politikere formår at træffe de rigtige valg og beslutninger, så vores kommune overholder det på forhånd fastlagte budget, lyder det fra den konservative borgmester.
Hvilken betydning vil det have for den enkelte borger?
- Det kommer an på i hvilken udstrækning, borgeren er afhængig af kommunen, men det kan da ramme bredt. Nogle kommunale institutioner kan blive ramt, serviceniveauet kan dale og aktiviteter kan lukkes ned, hvilket for pensionisterne eksempelvis kan betyde en hel del, hvis hjemmeplejen eller andre serviceydelser bliver forringet, og det falder jo altid tilbage på os ansvarhavende politikere, siger Knud Kristensen.
Er det en falliterklæring som kommune at blive sat under statslig administration?
- Ja, det er lige før. Det næste skridt bliver jo, at man "lukker butikken" og andre pludselig kommer ind og overtager styringen af økonomien og kommunens interesser. Hvis ikke man overholder retningslinjerne, er alternativet jo, at man bliver sat uden for døren i eget hus, mens ministeriets udsendte direkte går ind og fastsætter budgettet. Det er den hårde politiske vej, men nogle gange den eneste rigtige vej at gå, oplyser han.
Han understreger, at der på lige fod med produktionsvirksomheder skal leveres med rettidig omhu, også når man sidder med ansvaret som politiker, og det er derfor essentielt, at byrådet og de valgte kommunale politikere kan arbejde ordentlig sammen og sikre ro og orden i fællesskab.
Knud Kristensen fortæller, at Vesthimmerlands Kommune kom under administration, fordi sundhedssektoren i kommunen overskred budgettet med 90 millioner kroner. Det er der nu kommet fint styr på.
Hvordan ser situationen ud i dag - hvad er jeres kassebeholdning på lige nu?
- Det går helt klart i den rigtige retning, og vores likviditet er p.t. på 70 millioner kroner, men den skal vi gerne have op på 90 millioner kroner for, at vi overholder kassekreditreglen indenfor en overskuelig fremtid, men det er også realistisk, lyder det fra borgmesteren.
Har du nogle gode råd til borgmester Birgit Hansen i Frederikshavn Kommune?
- Jeg har et godt forhold til Birgit, så den tror jeg, vi tager for lukkede døre - face to face, griner han.
At blive sat under administration virker umiddelbart som negativ omtale for det kommunale system, men mon ikke Birgit Hansen skal tage imod et par af kollega Knud Kristensens gode råd, for han formåede at komme ud på den anden side af kommunalvalget 2013 med et særdeles flot, personligt valg. Han genvandt nøglen tl borgmesterkontoret, og fik yderligere ni konservative partimedlemmer med sig i byrådet, så vælgerne er altså klar til at tilgive borgmesteren, at kommunen bliver sat under administration.