Hjælp FIK til Rammstein-koncert lørdag i Odense
I den kommende weekend, lørdag 3. juni, spiller Rammstein en totalt udsolgt koncert på Dyrskuepladsen i Odense. Men den lokale forening, der skulle stå for de cirka 100 bar-vagter, har meldt afbud. Derfor er opgaven nu til stor glæde landet hos Frederikshavn Ishockey Klub.
- Opgaven er en unik mulighed for FIK at tjene en skilling til klubkassen. Og samtidig kan vi tilbyde alle vores frivillige og dem, der gerne vil støtte op om ishockeyen i Frederikshavn ved at hjælpe til, en fantastisk oplevelse ved koncerten, siger næstformand Rikke Wilde Andersen.
Rammstein er kendt for sine gennemførte liveshows. Bandet anvender et sceneri i form af fyrværkeri, ild og meget andet.
- Vi håber selvfølgelig, at vi kan finde hjælpere nok til at løfte opgaven. Det kunne være så fedt at sende en flok hjælpere afsted til en kæmpe oplevelse. Det vil betyde meget for Frederikshavn Ishockey Klub og vores medlemmer, udtaler Rikke Wilde Andersen.
Der bliver stillet gratis bus til rådighed, så der er virkelig mulighed for at få en sjov dag sammen. Bussen kører fra Frederikshavn lørdag kl. 9.00 og kører hjem igen, når koncerten er afviklet.
Alle hjælpere skal arbejde i barerne, og der er gratis mad og drikke samt en T-shirt til alle, der tager med. Eneste krav for at kunne tage med er, at man er fyldt 18 år.
Er det noget for dig, kan du tilmelde dig ved at sende en mail til koncert@fik.dk senest tirsdag 30. maj kl. 20.00 med navn, alder og telefonnummer. Tilmeldingen er bindende. Men til gengæld garanterer FIK en super oplevelse.