Hans Nielsen fik revanche ved comeback, selvom matematik-evnerne svigtede
Lørdag skulle Brovst Speedway fejre klubbens 50-års jubilæum. Det blev fejret med speedway, hvor Hans Nielsen, der er fra Brovst, fik kørt mod en gammel rival.
I 1993 blev Sam Ermolenko verdensmester i speedway foran danske Hans Nielsen, der i dag bor i Strandby.
Lørdag mødtes de to igen på speedwaybanen, da Brovst Speedway, Hans Nielsens første klub, fejrede klubbens 50-års jubilæum. Et møde, som Hans Nielsen var opsat på at komme ud af som sejrherre.
- Nu skal jeg have revanche. Vi har været lidt rivaler igennem tiden, da vi kørte meget mod hinanden i liga og andre store løb. Så nu må vi se, om jeg kan få revanche, haha, sagde han til Kanal Frederikshavn inden lørdagens løb.
Hans Nielsen endte også med at få revanche. TV2 Nord, der var til stede i Brovst, skriver, at Hans Nielsen vandt to ud af tre heats, men ikke alt gik, som det skulle.
Undervejs i første heat stoppede Hans Nielsen nemlig op. Problemet var bare, at de ikke var færdige endnu.
- Jeg tror, jeg skal tilbage i skole. Jeg troede, vi havde kørt fire omgange, da vi havde kørt tre. Så jeg nåede at tænke, "hvad sker der lige her?" Jeg troede, det sad lidt i systemet, at fire omgange er fire omgange. Men det føltes, som fire omgange at køre tre, så det kan være, at jeg var træt, lød det efterfølgende til TV2 Nord.
Ud over Hans Nielsen kørte blandt andre Nicki Pedersen, der i dag er dansk landstræner i speedway. Et job, han overtog fra Hans Nielsen.