Gå til hoved-indhold
19. juli 2019 - kl. 00.07

Guldsmed har åbnet butik og værksted i Gærum

  • 1 af 3
    FOTO: Privat
  • 2 af 3
    FOTO: Privat
  • 3 af 3
    Kirstine Pepping begyndte sin uddannelse i Nakskov. Flere maskiner fra læretiden på Lolland står nu på værkstedet i Gærum.
Af: Michael Frederiksen

Gærum har fået en ny flot butik. "Guldsmed Kirstine Pepping" står der på gavlen af den nyrestaurerede bygning, som ligger på Brønderslevvej 100 - i det tidligere forsamlingshus.

"Fra ruin til lille perle" kunne også være overskriften på denne artikel, når historien om det første hus på højre side, når man kører ind i Gærum fra Frederikshavn, skal fortælles.

Kirstine Pepping har de seneste 13 år været indehaver af smykkevirksomheden Decor Jewellery ApS og brandet IDentity. Sidstnævnte er navnet på hendes unikke, personlige og håndlavede smykker, som forhandles i 57 butikker landet over.

Den 37-årige guldsmed stammer fra Nakskov, men kærligheden førte hende til Gærum, hvor hun for 13 år siden åbnede sin virksomhed hjemme i garagen på Mosevej.

Efter 10 år i Dafolos lokaler på Suderbovej er hun nu forretningsmæssigt vendt hjem til Gærum. Ikke i garagen på Mosevej, hvor hun stadig bor, men i huset på Brønderslevvej, som murermester Carsten Ørvad har sat i stand fra A til Z.

- Er du rablende gal?, spørger folk mig om flytningen til Gærum. Jeg mener, det er en mega god beliggenhed, og det giver mig fine muligheder for at holde åbent om aftenen, hvis der er kunder, som har brug for det, siger Kirstine Pepping.

Hun har både værksted og butik i Gærum. Reparation af smykker for andre smykkefirmaer og private samt design/produktion af egne smykker klares på værkstedet, og med flytningen til Gærum har Kirstine Pepping endelig fået en butik, som udelukkende forhandler hendes egne smykker, IDentity.

Kun laver med stor fornøjelse alt på bestilling. Lige nu opfylder hun eksempelvis et ønske fra en kunde, som ønsker sig et smukt vedhæng med liljekonvaller. Ellers er hun kendt for sine smykker med fingeraftryk. Det kan være en halskæde med et hjerte med ens afdødes mands fingeraftryk. Eller en mor med et trekløver, hvor hendes tre guldklumper har sat deres fingeraftryk.

Kirstine Pepping har to svende ansat, som begge er udlært hos hende. Den ene vandt DM-guld i 2017 og blev nr. to ved de nordiske mesterskaber.

- Frederikshavn har udviklet sig til en lille guldby. Jeg tror, det skyldes, at vi er fire håndværksmestre, som er dygtige og flittige til at tage lærlinge ind. På den måde føder vi flere guldsmede i Frederikshavn, forklarer Kirstine Pepping.

Guldsmed Kirstine Pepping i Gærum har åbent fra kl. 8-16 på alle hverdage.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...