Gå til hoved-indhold
24. august 2023 - kl. 23.08

Gestus Nord giver børn gode sommerferieminder

  • 1 af 5
  • 2 af 5
  • 3 af 5
  • 4 af 5
  • 5 af 5
Af: Michael Frederiksen

​​​​​​​Alle børn har brug for gode venner, sjove oplevelser og dejlige sommerferieminder. Det får de hos Gestus Nord, der i sommerferien afviklede Summer Camp for 60 nordjyske børn, hvoraf de 12 kom fra Frederikshavn Kommune.

Nu er skolen startet igen efter en sommer med oplevelser, is og måske en udlandsrejse. Desværre er det ikke alle nordjyske børn, der har haft en sommer med ferie i udlandet, ture til forlystelsesparker eller andre oplevelser fra det danske sommerland. For nogle familier er sommerferien endnu en stressfaktor i en presset hverdag, og mange børn oplever, at de ikke kan fortælle om de samme oplevelser som deres venner, når de mødes i klasserne igen efter ferien.

Hvert år holder Gestus Nord Summer Camp for børn i Nordjylland, der har brug for en ekstra håndsrækning – og i år var ingen undtagelse. 60 børn i aldersgruppen 8-13 år har deltaget i camp’en, og det har været nogle fantastiske dage.

Målet for Gestus Nords Summer Camp er at give børnene oplevelser, som de ellers ikke har mulighed for. Samtidig er det vigtigt, at de oplever et godt sammenhold og møder nye venner. Det er med til at styrke børnenes følelse af fællesskab og deres tro på egne evner.

Summer Camp’en fandt sted på Camp Gestus, Gestus Nords eget lejrområde ved Nørholm Enge lidt udenfor Aalborg – og her er der i den grad plads til leg og højt til himlen. Børnene kan udfordre hinanden på forhindringsbanen, flyve en tur på svævebanen eller spille fodbold og rundbold på den store græsplæne.

Når de har brug for en pause, disker de engagerede frivillige op med snobrød og skumfiduser i bålhytten eller finder krea-tingene frem til en gang stenmaling eller perle armbånd. Kort sagt, der er noget for enhver smag, og der er garanti for trætte og beskidte børn, når dagen er omme, og alle falder i søvn i lejrens køjesenge.

Udover aktiviteterne i Camp Gestus har Gestus Nord en masse generøse samarbejdspartnere, der sørger for, at der også er mulighed for dagsture ud af huset. I år var der tur til Guf og Kugler i Nibe og en gruppe af børn var også i Fun Park Hirtshals.

- Børnene kender ikke hinanden ved campens start, så det er fuldstændig magisk at se, hvordan de går ind i fællesskaber på en måde, så de tager styrket derfra og med nye venskaber. Allerede fra lejrens start er børnene gode til at hygge sig og drage omsorg for hinanden. Når børnene selv skal sætte ord på,hvad de har fået med fra Summer Camp, så er det også de nye venskaber og fællesskabet der går igen i svarene, siger projektleder Jette Nørsøller Uhrenholt, Gestus Nord.

12 ud af de 60 børn på Gestus Nords Summer Camp kom fra Frederikshavn Kommune. I alt deltager cirka 100 børn fra kommunen jævnligt i Gestus Nords aktiviteter, og de har efterhånden lært mange børn at kende fra andre dele af Nordjylland. Særligt efter en Summer Camp har børnene travlt på Snapchat og lignende medier for at holde kontakten til deres nye venner, og de glæder sig til at ses i Gestus Nord i løbet af efteråret.

- Alle børn har brug for gode ferieminder, og hos Gestus Nord er vi meget taknemlige for, at vi kan være med til at skabe gode oplevelser og sommerferieminder for de sejeste Gestus-børn, udtaler Jette Nørsøller Uhrenholt.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...