Gå til hoved-indhold
13. marts 2023 - kl. 00.03

Gårdejer ønsker dialog om faldefærdige bygninger

  • 2 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

Politikerne i Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune bør udsætte beslutningen om de faldefærdige bevaringsværdige bygninger på Rydalsvej mellem Stenhøj og Skærum. Det mener Peter Tegllund, som ejer den gamle gård Slustrup. Han inviterer udvalgsmedlemmerne ud på gården, så parterne kan komme i dialog.

Peter Tegllund fik i 2019 lov til at nedrive stuehuset. Det er nu ved at blive opført i en moderne udgave med respekt for det gamle stuehus. Nu ønsker Peter Tegllund også at nedrive to lader og en kostald, som alle er bevaringsværdige. Administrationen indstiller, at politikerne ikke imødekommer ansøgningen om nedrivning.

Det ærgrer Peter Tegllund sig over.

- Når man kommer herud og ser bygningerne, kan man jo se, at det er mange år siden, de har været pæne. Der er selvfølgelig noget idyllisk i kampstensbygningerne, men det prøver vi også at lave i det stuehus, som vi er i gang med at bygge. Hvis ikke vi havde fået lov til at rive stuehuset ned, havde det været en faldefærdig ødegård i dag, som ikke var til at bo i. Der var rotter, og det regnede ind i huset. Derfor forstår jeg ikke, hvorfor vi ikke får lov til at gøre det her pænt også, siger Peter Tegllund.

Kystmuseet kan ikke anbefale nedrivning af kostald og lader med begrundelsen, at bygningerne er bevaringsværdige og indgår i ét af Frederikshavn Kommunes værdifulde kulturmiljøer.

Ved besigtigelsen i februar 2023 fremstår bygningerne i store træk stadig originale, men bærer præg og ælde og manglende vedligeholdelse, skriver kommunen i sagsfremstillingen til politikerne. Det er dog en sandhed med modifikationer, idet kampsten flere steder er skiftet ud med enten leca- eller mursten.

- Det kan man tydeligt se, og det tror jeg faktisk ikke, at de har været ude at se. Jeg håber, at de politikere, der skal træffe den endelige beslutning, kommer herud og kigger, så vi kan få en dialog. Til hvad nytte er det, at det her står? Der er jo lappet mange steder, så den helt gammeldags gård findes ikke længere, påpeger Peter Tegllund.

Du købte ejendommen i 2017. Det kan vel ikke komme som en overraskelse for dig, at stuehus, lader og kostald var faldefærdige, ligesom du var klar over, at der var tale om bevaringsværdige bygninger. Hvorfor piver du så nu?


- Jeg piver skam ikke, og en regel er regel. Jeg vidste alt om, at det var bevaringsværdigt, men da vi går i gang med projektet og først fik lov til at rive stuehuset ned i 2019, havde jeg en formodning om, at vi kunne få lov til at gøre det hele færdigt i etaper. Jeg spørger bare: Til hvad nytte er de gamle bygninger?

Tillades nedrivningen, forsvinder den bygningsmæssige helhed for stedet, og de værdifulde bygnings- og kulturhistoriske spor og herregårdsmiljøet går tabt, skriver administrationen.

Peter Tegllund har svært ved at genkende den beskrivelse af laderne og kostalden. Han mener, at bygningerne er i så dårlig stand, at de om 10-15 år ligger i dynger rundt omkring.

- Desværre, og derfor vil jeg hellere lave det hele pænt nu, siger Peter Tegllund.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...