Frederikshavn Friskole sætter mental sundhed på skemaet
Mental sundhed for unge mennesker er et stort tema i disse år, og det får nu Frederikshavn Friskole til at sætte det på skoleskemaet.
Når eleverne i 4.-8. klasse møder ind på Frederikshavn Friskole efter sommerferien, så skal de have et nyt fag. Ikke bare fordi, de starter på et nyt klassetrin, men fordi Frederikshavn Friskole har fået et nyt fag på skoleskemaet.
Mental sundhed.
Det skyldes ifølge skolen, at flere og flere unge henvises til psykiatrien, og derfor vil skolen gerne gøre en indsats, hvor de kan.
- Alle børn og unge har ret til mental sundhed, så de kan udfolde deres ressourcer og bidrage til fællesskabet. Som skole har vi et ansvar for at forhindre mistrivsel blandt vores børn og unge, siger Ditte Carlsen, der er pædagogisk leder på Frederikshavn Friskole.
Frederikshavn Friskole vil blandt andet have fokus på temaer som kost, sundhed, ensomhed og søvn i deres undervisning.
- Med undervisningen får eleverne de rette værktøjer til at håndtere de udfordringer, livet giver.
Friskolen oplyser desuden, at de vil investere langsigtet og bæredygtigt i børn og unges mentale helbred.