Frederikshavn Byfond præmierede fire ejendomme
Frederikshavn Byfond uddelte i går - på Frederikshavns fødselsdag - en plakette og tre diplomer til husejere, som har gjort en særlig indsats. Plaketten blev givet til ejerne af Danmarksgade 70 i Frederikshavn, mens diplomerne tilfaldt ejerne af Skagensvej 480 i Jerup samt Rønnestvej 16 og Bådervej 27, begge i Frederikshavn.
For første gang var Frederikshavn Byfonds nye arkitekt, Boris Brorman Jensen, med, og han begrundede årets præmiering. I borgmester Birgit S. Hansen fravær var det 2. viceborgmester John Lamp Henriksen, der bød velkommen i Krudttårnet, hvor arrangementet traditionen tro finder sted 25. september.
Danmarksgade 70 er bygget om i stueplan, hvor Danske Bank tidligere lå. Nu er Name It og Change rykket ind, og bankens erhvervslejemål på første sal er indrettet til tre nye boliger.
Frederikshavn Byfond har præmieret ejendommen med Byfondens fornemste pris, nemlig en plakette, som et godt eksempel på bevaring af vores kulturelle arv og tradition.
Den nænsomme, men gennemgribende renovering af den statelige ejendom i Danmarksgade har givet et synligt løft til lokalmiljøet i gågaden. Bygningens stueetage og taktfaste base med butikker og tilhørende skiltning er med renoveringen blevet rigtig godt integreret i den historiske bygnings samlede facadeudtryk.
Bygningen ejes af Jens Jørgen Calundan og Frank Larsen. Jørgen Toft Jensen, ARKINORD, har været arkitekt på ombygningen.
Skagensvej 480 i Jerup fremstod som en nedslidt og forladt bondegård, da Anette Brunshøj og Helge Lundgaard købte den i 2016. Efter fem års renoveringsindsats er den gamle gård nu istandsat med sans for oprindelige detaljer. Især laden fra 1946 med den unikke trækonstruktion fremstår efter det omfattende renoveringsarbejde som en meget karakterfuld bygning.
Det gamle stuehus fra 1877 og kostalden fra 1907 stod ikke til at redde og er nedrevet, men stuehuset fra 1950 er totalrenoveret med nyt forhøjet tag, der giver plads til nutidige isoleringskrav. Kvisten er blevet flyttet fra vestsiden til østsiden for at udnytte den fornemme udsigt over engen og Jerup Strand. Ejerne har i renoveringsprocessen brugt forhåndenværende lokale ressourcer. Tusindvis af gamle mursten er renset, ligesom dele af træværket fra det gamle stuehus er genanvendt.
Frederikshavn Byfond har præmieret ejendommen for den gennemgribende renovering, hvor der både er indtænkt nye energiløsninger og udnyttet genbrugsmaterialer i betydeligt omfang.
Totalrenoveringen af Michael Fjordbaks ejendom på Rønnestvej 16 har omdannet et forholdsvis beskedent toetagers rødstenshus fra 1944 til et moderne byhus med klassiske træk.
Boligstandarden har tydeligvis fået et markant løft. Især renoveringen af vestfacaden mod vejen er vellykket. Totalrenoveringen har sat sit tydelige præg på hele gadebilledet. Vejen har fået en ny prominent adresse, der viser, at man ikke behøver at rive ned til grunden for at opføre et mere tidssvarende byggeri
Frederikshavn Byfond har præmieret ejendommens bygningsdetaljer/facadeændring som eksempel på god byggeskik, der bidrager til udviklingen af vores kulturelle arv og tradition.
Bådervej 27, som ejes af Lisbeth og Kurt Steen, stammer fra 1926. Huset er blevet renoveret over en længere periode. En tilbygning erstatter et tidligere baghus. Tilbygningen, der indeholder badeværelse, bryggers og et stort opholdsrum, er holdt i samme stil som det gamle hus, med tandsnitsgesims og kvadrer på hjørnerne. En hensynsfuld udvidelse af den oprindelige bygning, der samtidig har et moderne udtryk i form af et stort ateliervindue, der sikrer et godt lysindfald.
Frederikshavn Byfond har præmieret ejendommens bygningsdetaljer/facadeændring som eksempel på god byggeskik til bevarelse af vores kulturelle arv og tradition.