ForårsRevyen 2025: Klar til premiere på Gaardbogaard
Så er der ikke længe til, at tæppet går for ForårsRevyen på Gaardbogaard. Den røde løber bliver rullet ud til premiere fredag 7. marts.
Lige nu syder det af liv og energi overalt i teatersalen på Gaardbogaard. Scenen er ved at blive bygget op, den nye scenografi skal sættes op, og der hænges højtalere og lamper op i et væk. Der skrues på knapper og programmeres på pc’er, så lyd og lys kan stå helt i top. Der er også travlt med at få produceret musik, lydeffekter og små videoer. Baren er ved at få de sidste detaljer på plads, mens systuen får kostumerne finpudset og tilrettet, så de kommer til at sidde, som de skal.
For tiden kan man opleve hektisk aktivitet på værkstedet, hvor rekvisitørerne kæmper for at få scenerekvisitterne klar til tiden.
Og skuespillerne? De knokler lige nu sammen med instruktøren for at få hvert eneste nummer til at sidde lige i skabet, og der bliver virkelig dykket ned i detaljerne her i slutspurten. Assistenten og suffløren får skrevet de sidste noter om aftaler og stikord i manuskriptet, så hun altid er klar til at cue skuespillerne.
Hver aften i spillerperioden kommer der en lang række medlemmer af revyen og løser forskellige opgave som at dirigere trafikken, passe baren og vise publikum på plads - samtidig med, at hjælpere fra Skagen Håndboldklub sammen med Holmbergs Køkken står for serveringen af de lækre revymenuer.
- Revyen har meget at leve op til. De seneste år har vi fået virkelig flotte anmeldelser og positiv omtale både i medierne og fra publikum, siger formand Søren Hjortnæs.
Igen i år er der skruet godt op for det musikalske – der er både klassiske revyviser, nye twists på gamle hits og helt nyskreven musik, som nok kan få den stiveste træmand til at vippe med foden eller ligefrem klappe i takt.
Revyen er en klassisk lagkagerevy, så udover de musikalske indslag vil der være sketch og monologer.
Emnerne kommer vidt omkring. Alt fra MeToo, politik og klima til religion, biodiversitet og selvfølgelig de lokale begivenheder, der har rørt sig siden sidste års revy. Uden at røbe for meget, kan det afsløres at det ikke er forbigået revyens opmærksomhed, at der har været borgmesterskifte i Frederikshavn Kommune.
Revyen tager fat i det hele med satire, ironi og lårklaskende humor og komik.
- Den smukke sal og den flotte scene bidrager sammen med den gode stemning til, at ForårsRevyen kommer til at leve op til sit tilnavn: "Danmarks hyggeligste revy", håber Søren Hjortnæs.
Billetsalget går rigtig godt, men der er stadig billetter at købe, hvis du vil nå at opleve årets show.
- Så skynd dig at sikre din plads. Det bliver en fest, du ikke vil gå glip af, siger formanden.
Spilleperioden løber 6.-16. marts og bemærk, at der stadig er pladser til blandt andet forpremieren 6. marts og til brunchforestillingen om formiddagen lørdag 8. marts.
Billetter kan også købes på telefon 42169899.