Gå til hoved-indhold
18. januar 2022 - kl. 23.01

Fire frederikshavnere skal med til OL i ishockey

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Jesper Jensen er én af fem spillere fra Metal Ligaen, som skal med til Beijing.
Af: Michael Frederiksen

Hele fire frederikshavnere er med, når Danmarks herrelandshold i ishockey i næste måned for første gang nogensinde deltager ved vinter-OL.

Landstræner Heinz Ehlers offentliggjorde holdet i aften, og der blev plads til Jesper Jensen, Nick Olesen og Nicolai Meyer, mens Esben Nedermark vanen tro er Team Manager.

Med fraværet af NHL-spillerne – verdens største og mest pengestærke liga har kollektivt meldt afbud til OL – ligner Danmarks landshold i store træk den type hold, der spillede VM i Riga i foråret 2021: Et hav af stærke profiler med adresse ude i Europa kombineret med en håndfuld aktører fra Metal Ligaen.

Fem spillere fra Metal Ligaen kommer med til OL. De kommer fra fire forskellige klubber. Herning Blue Fox har Mathias Bau Hansen og Morten Poulsen i truppen, mens Aalborgs Julian Jakobsen, Herlevs Matthias Asperup og White Hawks' Jesper Jensen også er i truppen. Matthias Asperup er den mindst rutinerede af de fem spillere, men har i den grad imponeret for Herlev i løbet af vinteren.

- Asperup har i den grad båret Herlevs hold gennem den foreløbige Metal Liga-sæson. Han er et bevis på, at man kan modne som professionel ishockeyspiller i en sen alder, mener Heinz Ehlers.

Danmark møder Schweiz, Rusland og Tjekkiet i puljespillet, og samtlige fire hold går videre til slutspillet. Nummer et går direkte i kvartfinalen sammen med etteren fra de to øvrige puljer og den bedste to'er samlet fra de tre puljer.

Otte hold spiller playoffs om at komme ind i kvartfinalen. Danmark møder Kina og Letland i testkampe op til turneringen i Beijing.

- Det er klart, at OL-turneringen ikke bliver spillet under de optimale betingelser, og i første omgang er man ærgerlig over alle de test og adgangsbegrænsninger, der skal til, før vi kommer ind og kommer i gang. Men det var det samme under VM i Riga i foråret, og jeg er sikker på, at det også bliver sådan i Beijing. Vi skal bare lige ind i rytmen, siger Heinz Ehlers.

OL-turneringen i ishockey begynder 3. februar. Da Metal Ligaen fortsætter under OL, må White Hawks klare sig uden sin kaptajn i godt en håndfuld kampe, blandt andet lokalopgøret 9. februar ude mod Aalborg Pirates, der altså må undvære Julian Jakobsen.

Målmænd:

Patrick Galbraith, SønderjyskE

Frederik Dichow, Kristianstads IK

Sebastian Dahm, Klagenfurter AC

Backs:

Oliver Larsen, Jukurit

Emil Kristensen, HC Pustertal

Markus Lauridsen, Malmö Redhawks

Nicholas B. Jensen, Eisbären Berlin

Jesper Jensen Aabo, Krefeld Penguine

Oliver Lauridsen, Malmø Redhawks

Phillip Brugisser, Fischtown Penguins

Matias Lassen, Malmø Redhawks

Forwards:

Nicklas Jensen, Jokerit

Mikkel Bødker, HC Lugano

Frederik Storm, ERC Ingolstadt

Nick Olesen, Brynäs IF

Matthias Asperup, Herlev Eagles

Morten Madsen, Timrå IK

Frans Nielsen, Eisbären Berlin

Jesper Jensen, Frederikshavn White Hawks

Morten Poulsen, Herning Blue Fox

Mathias Bau Hansen, Herning Blue Fox

Nicolai Meyer, Vienna Capitals

Julian Jakobsen, Aalborg Pirates

Peter Regin, HC Ambri-Piotta

Patrick Russell, Linköping HC

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...