FfI pludselig på førstepladsen i serie 1 - trods negativ målscore
Runden udviklede sig helt utroligt for FfI's førstehold i serie 1, der nu pludselig kun er to sejre fra en oprykning til Jyllandsserien 2. SEIF kan tirsdag aften sikre sig oprykning til serie 1.
Jyllandsserien 2, pulje 3:
IF Skjold Sæbys bundhold hentede en enkelt point i lørdagens udekamp mod Gug. Kampen endte 3-3 efter to Skjold-scoringer i de afsluttende minutter.
Med to runder igen er IF Skjold Sæby tre point fra en kvalifikationsplads.
Serie 1, pulje 6:
Denne runde udviklede sig nærmest magisk for FfI, som tordag aften vandt 3-2 ude over IF Fremad Nørhalne. Jens Kærsgaard var dobbelt målscorer. Det var FfI's tredje sejr i træk.
Sejren sendte FfI op på førstepladsen, men tre hold kunne overhale dem i weekenden. Der skete dog det utrolige, at alle tre hold tabte, blandt andet slog bundholdet Svenstrup-Godthåb IF topholdet Storvorde/Sejlflod med 6-3 på udebane.
Det indebærer, at FfI er på førstepladsen med to runder igen, selv om holdet har en negativ målscore på 18-20. FfI mangler at møde Brønderslev hjemme og Hirtshals uge. To sejre vil være ensbetydende med oprykning til JS2.
Serie 2, pulje 12:
SEIF forsvarede førstepladsen med en 2-1-sejr torsdag aften ude over Dronninglund IF. Frederik Christensen og Frederik Vingaard Haaber scorede for SEIF, som er to point foran Skibsby-Højene IF. Netop de to hold mødes tirsdag aften på Nordjyske Bank Arena på Skeltvedvej. En sejr vil for første gang i klubbens historie sende SEIF op i serie 1.
Serie 3, pulje 24:
Østervrå IF vandt 3-1 på hjemmebane over Harken UGF. Andreas Bundgaard scorede to af ØVI's mål. Østervrå indtager fortsat andenpladsen, to point efter Hjørring AIK Frem.
Serie 3, pulje 25:
Bangsbo Freja besejrede Dybvad/Hørby 3-1 på udebane. Bangsbo Freja ligger på andenpladsen, ét point efter topholdet Asaa/Hjallerup. Det betyder, at Østervrå IF og Bangsbo Freja lige nu står til at skulle møde hinanden i en kvalifikationskamp til serie 2, hvor vinderen skal spille mod en 6'er i serie 2.
Dybvad/Hørby er endnu ikke rykket ned i serie 4, men det er tæt på.
Serie 4, pulje 48:
Det var en tung runde for de lokale hold med nederlag til IF Skjold Sæby, SEIF og Skagen IK. FfI's fjerdehold vandt 3-1 ude over Bangsbo Frejas andethold. Emil Wrensted scorede to mål.
Med to runder igen er Bangsbo Freja rykket ned i serie 5, mens SEIF har tre point op til Skagen IK lige over nedrykningsstregen.
IF Skjold Sæbys tredjehold blev skubbet væk fra andenpladsen af Sindal, som vandt 4-1 i de to klubberns indbydes møde.
Serie 4, pulje 50:
FfI's andethold vandt fredag aften 2-0 hjemme over Klokkerholm IF. Jacob Kohsel og Patrick Høeg Lundberg sørgede for sejren med to fuldtræffere. Dermed er FfI stadig fire point foran Hals FS, hvilket betyder, at frederikshavnerne skal huske champagnen, når de på lørdag kl. 12.00 møder IF Skjold Sæbys tredjehold på udebane.
Skjold vandt lørdag 2-1 ude over Dronninglund IF. Det var en vigtig sejr, da Asaa/Hjallerup besejrede Voerså IF 4-3 ude. Både IF Skjold Sæby og Asaa/Hjallerup er noteret for 12 point, men Skjold er bedst indbyrdes. Det betyder, at Sæby p.t. klarer frisag, mens Asaa/Hjallerup rykker ned i serie 5.
Oddset Pokalen:
Bangsbo Freja besejrede tirsdag aften Brønderslev med 2-1. Brønderslevs førstehold var optaget af en serie 1-kamp samme aften, så Bangsbo Frejas serie 3-hold mødte Brønderslevs serie 4-hold.
I sidste indledende runde under DBU Jylland skal Bangsbo Freja tirsdag 18. juni prøve kræfter med Aalborg Changs tophold i JS2. Chang var tirsdag aften i store problemer ude mod FfI, der blot havde to førsteholdsspillere med. Syv af FfI's spillere var U17-spillere (Liga 1). FfI førte 2-0 efter 73 minutter, men tabte 2-3.