Får tilskud til ny kaj og udvidelse af vanddybde
Skagen Havn får 9,5 millioner kroner i tilskud til en udvidelse af auktionsbassinet i Skagen Havn, erfarer Kanal Frederikshavn.
Der er millioner på vej til 10 projekter i danske erhvervshavne fra forligspartierne bag Fremtidens Veje under Infrastrukturplan 2035.
I Infrastrukturplan 2035 blev der aftalt en havnepulje, hvor danske erhvervshavne kunne søge tilskud til op mod 50 procent af projektsummen til for eksempel etablering af kajanlæg, moler, vejinfrastruktur på havnen og eventuel infrastruktur til landstrøm.
10 projekter får tilskud, og Skagen Havn er topscorer med et tilskud på 9,5 millioner kroner.
- Det er en god dag for Skagen Havn og Frederikshavn Kommune. Det er vigtigt, at Skagen Havn kan tilbyde de bedst mulige faciliteter til fiskerne. Det ligger i havnens dna løbende at tilpasse faciliteterne, så de er fremtidssikret, siger byrådsmedlem Kurt Kirkedal Jensen (A), der også er medlem af Skagen Havns bestyrelse.
Projektet ventes at koste 22,6 millioner kroner. Formålet er at udvide vanddybden i den inderste del af auktionsbassinet fra fem til syv meter samt anlægge en ny kaj samme sted.
Et stigende antal fiskefartøjer kan i dag ikke ligge til kaj ud for auktionshallen. Derfor er de nødt til at losse et andet sted i havnen, hvorfra fangsten transporteres med landtransport til auktionshallen.
Den øgede transport fører til kvalitetstab og øgede omkostninger, hvilket ifølge Skagen Havn kan føre til, at nogle skibe vælger at sejle til svenske havne frem for danske.
Der har været stor interesse for havnepuljen, og forligsparterne bag aftalen har nu godkendt udmøntningen af sammenlagt 49,5 millioner kroner til 10 projekter. Den samlede projektsum er cirka 109 millioner kroner. I alt 28 projekter havde søgt om tilskud ved ansøgningsfristens udløb.
Det er Trafikstyrelsen, der administrerer Havnepuljen.