Efter tre år i Frederikshavn er det slut: VVS-Eksperten er lukket
VVS-Eksperten har lukket sin butik på Toftegårdsvej i Frederikshavn. Sidste åbningsdag var fredag 31. maj.
VVS-Eksperten sælger med egne ord "billig VVS til alle danskere", men der blev ikke solgt nok varer i Frederikshavn.
Omsætningen stod ikke mål med forventningerne, og derfor har kæden - med hovedsæde i Hedensted - lukket butikken.
VVS-Eksperten åbnede fire butikker i 2021. I Frederikshavn slog kæden dørene op i april 2021. Det var midt i corona-perioden, og det begyndte fint i Frederikshavn.
Tre år senere drejer VVS-Eksperten nøglen i Frederikshavn og de tre andre byer, hvor kæden åbnede i 2021. Det drejer sig om Nyborg, Grindsted og Viby i Aarhus.
VVS-Eksperten henviser med et skilt i døren på Toftegårdsvej kunderne til at benytte butikken i Hjørring og webshoppen.