Efter borgmester-exit: Venstre-formand takker Venstres byrådsgruppe
Leif Christensen, formand for Venstre i Frederikshavn Kommune, takker partiets fem byrådsmedlemmer for deres "utrættelige arbejde". Det sker få timer efter, at borgmester Birgit S. Hansen meddelte sin afgang.
- Som alle nok allerede er bekendt med, træder borgmester Birgit Hansen tilbage pr. 31.10.2024 efter den seneste tids afsløringer i skandalen om Frederikshavn Havn. Lavinen begyndte for alvor at rulle i fredags, hvor Skagens tidligere borgmester Kurt Kirkedal i TV2 Nord, undsiger borgmester Birgit Hansen i skandalen. Efterfulgt af nyheden i dag på TV2 Nord vedrørende lækkede lydfiler om tilbageholdte dokumenter, skriver Leif Christensen i en nyhedsmail til partiets medlemmer i Frederikshavn Kommune.
Han sender også en hilsen til Venstres byrådsgruppe på vegne af kommuneforeningen:
- Vi vil gerne rose jer for jeres utrættelige arbejde og for at få sandheden frem i havneskandalen. Det har ikke være let at være jer. I har siddet isoleret fem medlemmer mod det øvrige byråd. Jeg oplevede selv stemningen ved byrådsmødet 28.08.2024, hvor Jan Bjeldbak fremlagde mange punkter, hvor Birgit Hansen var "kørt over for rødt". Tak for I ikke hoppede på ”limpinden” for at være med i budgettet for 2025. I har vores fulde opbakning, fastslår Leif Christensen.
Han håber, at der nu kommer ro på byrådsgrupperne i Frederikshavn Byråd.
- Og jeg ved, at Venstres byrådsgruppe allerede har rakt hånden frem for at normalisere samarbejdet. Jeg håber, at vi i fremtiden kan løse kommunens udfordringerne i fællesskab, lyder det fra Leif Christensen.
Birgit S. Hansen tiltræder 1. november en ny stilling i Kommunernes Landsforening (KL).