Eat Local begynder i dag: Fælles fejring af at spise og handle lokalt
For andet år i træk inviterer lokale restauranter og caféer i området til Eat Local. Eat Local begynder fredag 11. oktober og kører frem til og med søndag 27. oktober, og det er en fælles fejring af den vigtige tanke bag at spise og handle lokalt.
- Initiativet, som løber af stablen i uge 42 og 43, har til formål at sætte fokus på det lokale restaurantnetværk og bakke op om byens mange og gode spisesteder, som serverer alt fra hummer og flere-retters menuer til burgere under Eat Local, fortæller handelschef Dan Kobberup, FREDERIK, og fortsætter:
- Grundtanken bag Eat Local er enkel. Restauranterne, der deltager, er blevet enige om en fast pris på 275 kroner. I denne periode tilbyder hver restaurant en særligt sammensat menu til denne pris, og meningen er, at gæsten skal få mere for pengene, end de normalt ville. Værdien af måltidet overstiger altså prisen, så der er virkelig noget at glæde sig til, uanset hvilken lokalt madoplevelse der vælges.
Med et bredt udvalg af spisesteder i konceptet er der noget for enhver smag fra caféer til restauranter. Eat Local samler de lokale steder om en fælles mission: At få folk til at bakke deres nærområde op og samtidig nyde nogle fantastiske måltider.
- Byens spisesteder bakker også op om foreningslivet, så der er sammenhæng mellem værdikæden på flere fronter, ligesom mange medarbejdere er beskæftiget indenfor branchen, herunder også byens unge med fritidsjob og lignende, siger Dan Kobberup.
Tobias Vasant fra Restaurant Sæson tog initiativet til Eat Local sidste år, og hans idé blev hurtigt bakket op af FREDERIK - handels- og virksomhedsforeningen i Frederikshavn, som også er med i år. Sammen har de sørget for, at konceptet vender stærkt tilbage i år.
Vil du vide mere om, hvem der er med i Eat Local i år, kan du finde hele oversigten og menuer her.