Donation fra Melsen Fonden sender otte borgere på tur til Bornholm
Med en donation på 100.000 kroner fra den velgørende fond Melsen Fonden er det nu muligt for Bangsbo Aktivitetscenter at invitere otte borgere, tre hjælpere og en medarbejder på en længere tur til Bornholm fra 29. september til 3. oktober.
Bangsbo Aktivitetscenter i Frederikshavn er ikke kun hjem for cirka 25 borgere, men fungerer også som et åbent mødested for efterlønnere og pensionister, hvor de kan deltage i aktiviteter og nyde et socialt liv. Det sker for eksempel, når de tager på hyggelige ture til byer som Skagen, Læsø og Egholm.
- Mange af vores aktiviteter og ture tager udgangspunkt i devisen om "at rejse er at leve". Derfor er vi utroligt glade for, at vi på grund af donationen fra Melsen Fonden har mulighed for at invitere otte borgere på en tur til Bornholm spækket med gode oplevelser, fortæller aktivitetsleder Anette Weesgaard, Bangsbo Aktivitetscenter.
De borgere, der er blevet inviteret på turen, er udvalgt på baggrund af en række sociale og sundhedsmæssige kriterier, hvorefter pladserne er blevet fordelt ved lodtrækning.