Dokumentarfilmfestival i Palads Teatret
I denne uge vises dokumentarfilm i Palads Teatret i Frederikshavn. Der er mulighed for at se fire dokumentarfilm under VENDSYSSEL:DOX – to film fredag 15. marts og to film søndag 17. marts.
Fredag eftermiddag vises The Constetant. Filmen handler om en japansk gut, der deltager i et reality-show, men det får store personlige konsekvenser for ham.
- Efter filmen er der dialog med Jon Lindberg, som vandt den første sæson af DRs "Alene i Vildmarken". Han fortæller om sine oplevelser fra vildmarken og gør os klogere på, hvad det vil sige at leve isoleret, mens alle andre kigger på, siger biografdirektør Kris Søgaard Pedersen, Palads Teatret.
Filmen efterfølges af ølsmagning og filmen "Bottle Conditioned". Filmen handler om den belgiske lambic-øl, der grundet produktionsformen og håndværkstraditioner har en lang produktionstid, hvilket betyder, at produktionsmængden er meget begrænset.
I filmen sættes spot på balancen mellem traditioner og håndværk overfor efterspørgslen – og det i en tid, hvor en lambicøl snildt i danske kroner koster fra 100 kroner. Filmen suppleres af et underholdende oplæg og ølsmagning fra Vrå Bryghus, som forsøger at skabe deres egen tradition med øl produceret på lokale råvarer.
Søndag er der to film på programmet.
"Ibelin" er for dem, som reflekterer over fordele og ulemper ved gaming. Mats Steen er en ung, norsk gamer. Han har muskelsvind, sidder i kørestol og er omringet af hjælpere døgnet rundt. Da Mats som 25-årig dør, efterlades hans nærmeste i sorg. Både over hans bortgang, men også over deres forestilling om, at deres handikappede søn kun nåede at leve et ensomt og isoleret liv uden venner. Men pludselig vælter kondolencerne ind i massevis online, og langsomt går det op for familien, at Mats’ liv var fyldt af kærlighed og venskaber på internettet.
Filmen sætter spot på, hvordan fællesskaber og relationer på internettet kan overskride den fysiske verdens grænser. Filmen vandt publikumsprisen på årets Sundance filmfestival.
"En Vild Familie" er virkelighedens Captain Fantastica. Vi møder dog ikke Viggo Mortensen, men familien Payne som har valgt at bosætte sig ude i den norske natur, i pagt med naturen. Sorgen rammer familien, og de er nødt til at genoverveje deres valg og forsøge at (gen)integreres i det moderne samfund.
Naturen og sorg er gennemgående temaer i filmen, og derfor kan du opleve en samtale med præst Theis Kvesel Aaen og SIND-formand Rikke Rugholt om det at bruge naturen som middel mod sorg og psykisk mistrivsel.
Visning af filmene sker i samarbejde med Frederikshavn Kommune under navnet VENDSYSSEL:DOX.
- Jeg er selv passioneret fan af genren og har også tidligere været med i DOX-samarbejdet. Derfor glæder det mig, at vi nu i samarbejde med Frederikshavn Kommune får chancen for at vise fire at dette års bedste i genren krydret med oplæg, talks og endda en ølsmagning. Dokumentar er med til at rette fokus på ting, vi enten har svært ved at tale om eller gemte sandheder, som fortjener vores opmærksomhed. Jeg elsker, at man på kun halvanden time kan blive indgivet i et emne, som normalt kun diskuteres af relativt små eller lukkede selskaber, og jeg elsker at se film i biografen, så jeg håber inderligt, at de filmfans derude, som har det på samme måde, får øje på vores lille festival, siger Kris Søgaard Pedersen.