Gå til hoved-indhold
12. maj 2024 - kl. 15.05

Danmark på flot syvendeplads ved VM efter sejr over Norge

  • 1 af 4
    Blackhawks havde hele 12 spillere med ved U19-VM.
  • 2 af 4
    Danmark vandt alle fem kampe ved VM og rykker op i A-gruppen.
  • 3 af 4
    Igennem hele turneringen har Danmark haft en flot opbakning fra tilskuerpladserne.
  • 4 af 4
    Danmark bragte sig foran med 8-2 over Norge og vandt 9-5.
Af: Michael Frederiksen

Danmark besejrede søndag formiddag Norge med 9-5 ved VM i floorball for U19-kvinder i Finland. Dermed slutter Danmark på syvendepladsen og rykker op i A-gruppen.

Første periode var en meget jævnbyrdig affære, hvor trænerteamet begyndte med tre kæder for at kunne køre et højt og stressende tempo, da Norge havde en hård kamp mod Tyskland i aftes om at forblive A-nation.

På målet i dag var valget på Blackhawks' Mila Rich Ravn, som stod en rigtig god periode. Vi skulle lidt over halvvejs i første periode, før det første mål faldt, og det kom fra kaptajn Sille Larsen, Blackhawks. Føringen holdt desværre kun to minutter, da Norge udlignede på en ærgerlig opdækningsfejl. Derefter pressede Danmark endnu højere med de to første kæder, og det bar frugt, da Danmark scorede to mål i løbet af tre minutter, først Sofia Frederiksen og derefter Esther Thomsen, begge Blackhawks, så pausestillingen var 3-1 til Danmark.

Anden periode var rød og hvid. Danmark styrede størstedelen af perioden og havde Norge under fuld kontrol. I løbet af de første 10 minutter af perioden gik Danmark fra 3-1 til 6-1, først Sofia Frederiksen, så Maria Abildgaard og til slut Laura Lentz. Norge tog sin timeout, men lige lidt hjalp det, for kort efter scorede Danmark til 7-1, ved Karen Thomsen. Norge reducerede til 7-2 inden anden periodes udløb.

Var anden periode rød og hvid, så kom der nogle blå farver ind og blandede sig i tredje periode. Norge begyndte som lyn og torden, og det kom lidt som en overraskelse for de danske spillere, der var helt på hælene og lavede en udvisning allerede efter et minut. Men Danmark har nogle meget hurtige spillere, så Norges power-play blev brudt af Mikkeline Olesen, som spillede bolden frem til Ester Thomsen, som senere blev kåret til kampens bedste spiller. Hun satte den sikkert i nettaget til 8-2. De næste 10 minutter var med norsk dominans, og de gik fra 8-2 til 8-5 på bare syv minutter. Derefter gik Danmark ned på to kæder, fik mere ro på spillet, og Marie Abildgaard scorede til slutresultatet 9-5.

Alt godt har en ende, og de to lokale Blackhawks-spillere Mikala Marinussen og kaptajn Sille Larsen stopper på toppen, da de bliver for gamle til at spille U19-floorball.

Danmark - domineret af spillere fra Frederikshavn Blackhawks - præsterede dermed et historisk VM-resultat ved at gå ubesejret igennem turneringen og spille sig i A-gruppen (top 8 i verden).

Danske målscorere mod Norge:
Sofia Frederiksen 2
Esther Thomsen 2
Marie Abildgaard 2
Sille Larsen
Karen Thomsen
Laura Lentz

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...