Chefens håndsrækning hjalp Natascha med at flytte fra Aalborg til Sæby
Natascha Larsen, en ung kvinde fra Aalborg, har opnået sin drøm om at flytte tilbage til hjemstavnen Frederikshavn/Sæby sammen med sin mand og deres to-årige søn efter en uventet hjælpende hånd fra en usædvanlig chef.
Efter at have afsluttet sin uddannelse som serviceøkonom planlagde Natascha Larsen at flytte til Sæby med håbet om at købe drømmehuset, hvor hendes mand er opvokset. Selv er Natascha opvokset i Frederikshavn og kender derfor også til byen. Selvom både hun og hendes mand var i fuldtidsjob og uden gæld, blev de mødt med skepsis i banken og kunne ikke få det nødvendige lån.
Natascha Larsen var netop begyndt som receptionist på Hotel Frederikshavn, hvor hendes chef, Gitte Vanggaard, viste sig at være en uvurderlig støtte. Hun tog initiativ og hjalp Natascha Larsen og hendes familie med at kontakte lokale pengeinstitutter, der var villige til at låne dem penge.
- Man er jo trofast overfor sit eget pengeinstitut. Så det var lidt en mavepuster, og jeg blev da ked af det. Jeg er vildt glad for, at Gitte hjalp os. Det betyder meget, og jeg synes, det er stort, at hun ville hjælpe. Det gør også bare, at man giver den en ekstra skalle på job, når man ved, at ens chef vil en det godt. Vi er virkelig kommet tæt ind på livet af hinanden, udtaler Natascha Larsen, der nu arbejder som receptionist på Hotel Frederikshavn.
Gitte Vanggaard forklarer sin motivation for at hjælpe:
- Jeg synes, det er vigtigt, at vi kender vores medarbejdere. Det skal ikke være så farligt at spørge ind til dem som personer og deres drømme. Det er på den måde, vi hjælper hinanden og gør det mere trygt at komme på arbejde.
På hotellet har Natascha Larsen en alsidig rolle, hvor hun blandt andet tager imod hotellets gæster, tjekker ind og ud, besvarer mails og telefonopkald og guider hotellets mange gæster i forhold til seværdigheder og spisesteder. At arbejde i servicebranchen i sine velkendte omgivelser ser hun som en stor fordel.
- Et job i servicebranchen i ens velkendte omgivelser er en kæmpe fordel. Jeg kender de skjulte perler og kan nemmere vise gæsterne rundt til steder i byen. Så jeg synes, det er megagodt, at uddannelsen som serviceøkonom kommer til Frederikshavn. Det er oplagt, når vi befinder os i et turistområde, mener Natascha Larsen.
Hendes historie sætter fokus på vigtigheden af, at arbejdsgivere, pengeinstitutter og mæglere tager bedre imod unge familier, der ønsker at bosætte sig i kommunen. Det er afgørende for bosætningen, at disse institutioner er imødekommende overfor dem, der vil stifte familie her.
Natascha Larsen opfordrer andre unge familier til at overveje at flytte lidt væk fra de store byer.
- Et stærkt og støttende lokalsamfund, hvor man kender hinanden godt, er uvurderligt. Her er mange spændende jobmuligheder. Fodbold, foreningsliv, fællesskab – man får mange bekendtskaber i byen. Der sker noget i byen, så man kan møde hinanden. Det skaber en base og gør hele byen stærkere, siger Natascha Larsen.
Gitte Vanggaards hjælp har betydet, at Natascha Larsen og hendes familie nu kan starte deres nye hverdag i Sæby.