Gå til hoved-indhold
24. august 2020 - kl. 16.08

Borgmesterkæde stjålet fra byrådssalen i Sæby

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Sæby Kommunes gamle borgmesterkæde er i weekenden blevet stjålet fra en montre i byrådssalen på Sæby Rådhus. Borgmester Birgit S. Hansen er vred og trist.

Tyveriet fandt sted fra fredag kl. 21.00 til lørdag kl. 9.30. Tyvene knuste en rude i en dør til den gamle byrådssal, hvor borgmesterkæden opbevares i en - troede Frederikshavn Kommune - sikret montre.

- Kæden er uerstattelig, så jeg er både vred og trist. Jeg blev helt tom indeni, da jeg hørte om tyveriet, siger Birgit S. Hansen til Kanal Frederikhavn.

Frederikshavn Stadsarkiv oplyser, at Sæbys borgmesterkæde er fremstillet i 1969 og skænket af Sæby Bank i forbindelse med bankens 75 års jubilæum.

Guldsmed Eigil Jensen hos Kgl. hofjuveler A. Michelsen i København tegnede kæden, som blev fremstillet i juvelerforretningens guldsmedje.

Borgmesterkæden er fremstillet i 18 karat guld. Kædens enkelte led er et stiliseret "S", som står for begyndelsesbogstavet i ordet Sæby. De to nederste led på hver side af midterskjoldet symboliserer handel, håndværk, industri, landbrug og fiskeri. Selve midterskjoldet er Sæbys byvåben med
baggrund i dybrød emalje og med lyseblå emalje i kjortlen.

Borgmesterkæden har ikke været i brug siden 2006, hvor de gamle kommuner i Sæby og Skagen blev nedlagt og overgik til den sammenlagte nye Frederikshavn Kommune pr. 1. januar 2007.

Skagen Kommune havde ingen borgmesterkæde. Frederikshavn Kommunes borgmesterkæde opbevares i et pengeskab, når den ikke benyttes af borgmesteren i officielle sammenhænge.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...