Gå til hoved-indhold
05. april 2024 - kl. 10.04

Borgmester: Lad os huske ordentlighed

  • 1 af 1
Af  Birgit S. Hansen

Borgmester Birgit S. Hansen (S) har skrevet dette indlæg: Det lyder som noget ens tante, der var lærer, kunne have sagt. Men hvor har hun i givet fald ret.

Når jeg sætter mig til tasterne nu, er det fordi, jeg oplever, at tonen på sociale medier er hård, men det er også fordi, at der er brudt valgkamp ud. Jeg har meddelt, at jeg stopper, når denne valgperiode slutter, og nye borgmesterkandidater melder sig. Det er godt. Det er naturligt, og det er vigtigt.

Jeg tillader mig at være den gamle tante her: Lad os passe godt på hinanden i Frederikshavn Kommune. Lad os huske ordentlighed. 

Vi står fortsat med en kommune, der har brug for og krav på, at vi kæmper og samarbejder.

Intet kommer let til os, og det betyder, at vi skal bruge vores energi på at kæmpe fremfor at slås og skyde med skarpt.

Der er grund til at minde om, hvor mange der hver dag bidrager til, at her er godt at bo. 

Men der er mere at gøre. 

Det er derfor byrådet sammen har nedsat et udvalg, der sammen med unge og repræsentanter udenfor byrådet skal arbejde med tiltrækning og ungepolitik. Det er derfor, byrådet har afsat penge til tiltrækningsindsatser og lavet kontrakt (penge) med erhvervshuset om at tiltrække virksomheder.

Det er derfor, vi har billige byggegrunde og erhvervsgrunde  på hylderne. Det er derfor kommunen bakker op om kultur og foreninger som nogle eksempler.

Men kommunen kan ikke alene - det handler om økonomien og om indsatserne. 

Vi har brug for hjælp fra Christiansborg og civilsamfundet. Vi har brug for alle gode kræfter, der vil.

Vi har en stor udfordring med at levere højt serviceniveau på kerneområderne. Det kræver flere penge. Vi kan selv gøre meget, men vi må også se mod Christiansborg. Det kaster vi ind i økonomiaftaleforløbet med regeringen gennem KL.

Og med hensyn til indsatser for at være et godt sted at bo - ja, så samarbejder vi med civilsamfundet - foreningerne, de mennesker der vil og kan bidrage - og det er mange.

Det er det sidste, jeg mener, der gør denne kommune stærk trods strukturelle udfordringer, men det kommer ikke af sig selv. Det kommer af, at vi rækker ud, vi samarbejder, vi byder ind, at vi ikke slås - heller ikke os politikere.

Med ønsket om ordentlighed. 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...