Børnenes dom over Gautefall: Kjempe greit!
Gautefall i Norge - som ejes af bl.a. frederikshavneren Jørgen "Peiter" Petersen - er et ideelt sted, hvis man rejser på skiferie med helt små børn, er nybegynder eller i hvert fald har begrænset erfaring som alpin skiløber.
Kanal Frederikshavn har netop besøgt Gautefall, som ligger godt syv timers rejse væk fra Frederikshavn. Vi rejste to voksne og tre børn i alderen 5, 12 og 15 år. Alle havde en dejlig og vellykket ferie - også den ene voksne, som ikke står på ski.
Lillesøster på fem år var debutant, og vi kunne ikke have ønsket os en bedre ramme. Der er en perfekt børnebakke ved Gautefall Hotel & Resort, men vi foretrak hurtigt en "rigtig" løjpe ved siden af det imponerede 2.000 kvadratmeter store servicecenter, som byder på bl.a. café, skiudlejning, omklædningsrum, sportsbutik og LEGO-legeområde.
Vi besøgte Gautefall fra onsdag til fredag og havde den luksus, at der var masser af plads på de 17 løjper. Det er der generelt de fleste hverdage, mens de skiglade nordmænd strømmer til i weekenderne. Med en kapacitet på 7.000 personer i timen er dog stadig god plads på de to sorte, otte grønne, fire røde og tre blå løjper.
Nå, men tilbage til lillesøster, for hvor var det en luksus at have tid til og mulighed for at lære hende, hvordan hun kommer på en knaplift. Der var ingen vrede blikke i liftkøen, når farmand på bedste pædagogiske vis lærte fra sig. Årsag: Der var ingen liftkø. Du bestemte selv tempoet. En vidunderlig luksus.
Storesøster på 12 år er den forsigtige type, når hun er på skiferie. Hun er stadig mest tryg på de blå og grønne løjper, og dommen fra hendes side var klokkeklar: Gautefall er kjempe greit. Her kan jeg klare mig selv i et tempo, som jeg selv bestemmer!
Smilet var heller ikke til at tage fejl af hos turens ældste barn, fætter Martin på 15 år. Han er efterhånden en rutineret skiløber og er typen, som foretrækker udfordringer inde i skoven på sine snowblades (små ski). Han satte også pris på terrænparken med verdens første WildPipe og mange rails og hop. "Tre dage i Gautefall er meget bedre end tre dage i skole", konstaterede han en aften hjemme i lejligheden.
Vi boede i en af de 44 lejligheder i Club Gautefall. Der er muligt at vælge mellem lejligheder på 45, 70 og 90 kvadratmeter, hvor der er plads til 7, 10 og 12 personer. De veludstyrede lejligheder er kun ni år gamle - og stor ros for den flotte rengøring, som vi satte pris på.
Det er også muligt at leje hytter, hvoraf flere er helt nyt. Et tredje alternativ er Gautefall Hotel & Resort, hvor der er swimmingpool, sportshal og i øvrigt spændende byggeplaner. Vi spiste en aften i hotellets restaurant, hvor den hollandske kok - der senest arbejdede på et femstjernet hotel i Dubai - tilbereder lækker gourmetmad til gæsterne.
Turen til Gautefall tager kun godt syv timer fra Frederikshavn. Det er mest naturligt at sejle med Color Lines nye og veludstyrede SuperSpeed-færger fra Hirtshals til enten Larvik eller Kristiansand. Sejlturen til Larvik, hvortil vi rejste, varer tre timer og 45 minutter. Turen til Kristiansand er et kvarter hurtigere. Vel fremme i Norge er venter der lidt over to timers kørsel til Gautefall.
Når du kommer hjem igen fra Gautefall, så husk lige, at børnenes (3-12 år) liftkort i år gælder som indgangsbillet til Legoland i Billund i 2011.