Birgit S. Hansens efterfølger vælges officielt mandag 21. oktober
Birgit S. Hansens efterfølger som borgmester i Frederikshavn Kommune bliver valgt officielt på et ekstraordinært byrådsmøde mandag 21. oktober.
Det oplyser Socialdemokratiets nye gruppeformand, Gitte Kiilerich, til Kanal Frederikshavn.
- Der bliver indkaldt til ekstraordinært byrådsmøde 21. oktober, hvor vi skal fortælle officielt, hvem der tager over, når Birgit har sidste arbejdsdag. Det er så langt, planen er lige nu, fortæller Gitte Kiilerich.
Birgit S. Hansen meddelte torsdag formiddag, at hun stopper som borgmester, fordi hun 1. november har fået nyt job i KL (Kommunernes Landsforening).
Borgmesteren skal inden sit farvel afvikle lidt ferie, så hun holder efterårsferie i morgen og hele uge 42 (næste uge). Her er det 1. viceborgmester Peter E. Nielsen, der er fungerende borgmester.
På det ekstraordinære byrådsmøde 21. oktober bliver Karsten Thomsen valgt som ny borgmester fra 1. november, med mindre der er medlememmer af den socialdemokratiske gruppe, som går imod deres eget parti. Det virker usandsynligt.
Birgit S. Hansens farvel betyder ikke kun, at Karsten Thomsen bliver borgmester. Hans plads som gruppeformand overtages af Gitte Kiilerich, mens Brian Kjær bliver næstgruppeformand.
- Det betyder samtidig, at vi i gruppeledelsen er ved at se på nogle få justeringer i forhold til pladser i udvalg, men dette er endnu ikke helt på plads, udtaler Gitte Kiilerich til Kanal Frederikshavn.