Gå til hoved-indhold
30. august 2023 - kl. 00.08

Åbent Hus og åbne skibe på Flådestation Frederikshavn på lørdag

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

Flådestation Frederikshavn ser frem til igen at åbne porten for alle interesserede lørdag 2. september fra klokken 10.00 til 16.00.

- Igen i år står Forsvaret og Søværnet sammen med det maritime Danmark om at vise mulighederne for en spændende karriere inden for et af Danmarks vigtigste og største erhvervsområder – søvejen. Derudover glæder det mig at kunne byde naboer i byen og regionen samt familierne til ansatte i garnisonen indenfor, så vi stolt kan vise frem, hvad vi laver for Danmarks sikkerhed samt sikkerheden til søs – hver dag året rundt. Den fælles udstilling er med til at understrege den rigtig gode relation, der er i denne region mellem Forsvaret, Søværnet, lokalområdet og det maritime omkring Frederikshavn, siger chefen for Flådestationen, kommandørkaptajn Jan Landberg Svendsen.

I forbindelse med det særlige fokus på job og karrieremuligheder vil der være en scene, hvor et bredt spektre af medarbejdere fortæller om deres job på Flådestation Frederikshavn og i Søværnet.

I år er der mulighed for at komme ombord på Fregatten ESBERN SNARE, Inspektionsskibet THETIS, Patruljefartøj af DIANA-klassen, minerydningsfartøjer, Miljøskibene GUNNAR THORSON og METTE MILJØ, Transportfartøjet SLEIPNER, Skoleskibene SVANEN og THYRA, MARTEC matchsejlbåde samt Bådelauget W. Klitgaard og Alvilda.

Der vil også være mulighed for at få en sejltur med Slæbebåden ARVAK, Søværnets gummibåde, Kystredningstjenestens redningsbåde, Marinehjemmeværnets fartøj samt Frederikshavns Kajakklub.

Ombord på Inspektionsskibet THETIS vil det være muligt at se en SEAHAWK-helikopter samt tale med flybesætningen. Flyvevåbnets helikopter EH-101 demonstrerer en søredning (SAR) og lander efterfølgende på helikopterplatformen for fremvisning.

Maritime uddannelsesinstitutioner, virksomheder med tilknytning til Søværnet og Flådestation Frederikshavn og fagforeninger vil have en stand, hvor man kan få information og vejledning om uddannelse og job inden for det maritime område – både det civile og det militære.

Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste åbner værkstederne, hvor der vil være muligt at se og høre om, hvad deres opgaver er, og hvilke uddannelses- og jobmuligheder der findes.

På børnebanen kan børnene prøve forhindringsbanen, hoppeborgen, og der vil også være mulighed for at blive klædt ud som sørøver eller prøve at sejle med et fjernstyret skib.

For unge over 17 år vil der være mulighed for at prøve at skyde med et af Søværnets våben.

KFUMs Orlogshjem i Frederikshavn og cafeteriet på Flådestationen sælger mad og drikke, når der er behov for et hvil.

Åbent Hus er i år arrangeret i samarbejde med:
3F
Aalborg Marineforening
Aarhus Tech
AMU Nordjylland
Beredskabsstyrelsen
Bådelauget W. Klitgaard
Bådelauget Alvilda
Centralforeningen for Stampersonel
Dansk Metal
Danmarks Veteraner, Veteraner til søs
Dykkerhistorisk Forening, Holmen
EUC Nord
Flyvevåbnet
Forsvarets Værnepligt og Rekruttering
Forsvarets A-kasse,
Frederikshavn Havn
Frederikshavn Handelsskole
Frederikshavn Kommune
Frederikshavn Marineforening
Geodatastyrelsen
Hjemmeværnskompagni Frederikshavn
Hjemmeværnskompagni Skagen
Hjemmeværnsflotille 115, Vendsyssel
Hjemmeværnsflotille 116, Maritime Force Protection
Hjemmeværnseskadrille 260, Vendsyssel
Kajakklub Frederikshavn
KFUMs Orlogshjem i Frederikshavn
Marinehjemmeværnets Musikkorps
MARTEC
MAN Frederikshavn
MERCANTECH
Museet Skibene på Holmen
Nordjyllands Beredskab
Orskov Yard
Politihjemmeværnet Vendsyssel
SIMAC
Springeren Maritimt Oplevelsescenter
Søfartsstyrelsen
Søværnets Tamburkorps
Tjenestemændenes forsikringsselskab
Tordenskioldgarden
Tordenskiolds Soldater, Fladstrand
Veterancentret
Viking Life

Af hensyn til publikums sikkerhed er indkørsel på Flådestationen ikke mulig. Der tilbydes gratis parkering på DFDS' færgeleje ved siden af Flådestationen og på Læsøfærgens parkeringsområde.

- Samarbejdspartnere og medarbejdere glæder sig til at åbne porten og byde velkommen til en dejlig dag på Flådestation Frederikshavn, udtaler Jan Landberg Svendsen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...