29-årig mand fra Dybvad får nu sin bil konfiskeret
Weekenden begyndte skidt for en 29-årig mand fra Dybvad, der fik sin bil konfiskeret, da han blev stoppet af politiet i Hørby.
Fredag ved 16-tiden vinkede politiet en bilist ind til siden i Hørby.
- Det er politiet. Må vi se dit kørekort?
Det spørgsmål kendte den 29-årige mand alt for godt. Det var nemlig tredje gang inden for de seneste tre år, at han stod ansigt til ansigt med politiet og skulle svare på det spørgsmål.
Hver gang var svaret det samme: "Jeg har ikke noget kørekort".
Fredag eftermiddag klappede fælden. Mandens bil er nu konfiskeret, det vil sige, at han aldrig får lov til at køre i den igen.
Kort tid efter - fredag kl. 16.44 - stoppede politiet en narkobilist på Tryvej i Thorshøj.
Der var tale om en 29-årig kvinde fra Frederikshavn, som formentlig var påvirket af hash.
Søndag lige efter midnat blev en 32-årig mand fra Frederikshavn sigtet for spritkørsel i Danmarksgade i Frederikshavn.
Endnu en bilist kørte spritkørsel søndag kl. 12.45. Denne gang var det en 61-årig mand fra Sæby, som blev stoppet på Ålborgvej i Sæby.
Søndag kl. 21.58 anholdt politiet en 32-årig mand fra Aalborg på Europavej i Frederikshavn. Han sigtes for narkokørsel.