Gå til hoved-indhold
08. oktober 2020 - kl. 00.10

15-årige ishockeytalenter flytter snart til Sverige

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Oscar Fisker Mølgaard og Albert Uggerhøj Schioldan skal bo i hver sin lejlighed, når de flytter til Jönköping.
Af: Oscar Christiansen, erhvervspraktikant

To 15-årige drenge fra Frederikshavn jagter nu for alvor drømmen om en ishockeykarriere i NHL. Albert Uggerhøj Schioldan og Oscar Fisker Mølgaard flytter til Jönköping for at spille ishockey i HV71.

De to ishockeytalenter går i niende klasse på Privatskolen i Frederikshavn. Flyttekasserne pakkes til sommer, og så går turen til Jönköping, som ligger små to timers kørsel øst for Göteborg.

- Min fremtidsdrøm er helt klart at komme så langt som muligt, så at spille i NHL er helt klart det største mål. Der er ikke som sådan noget hold, jeg helst vil spille for, men gerne en klub med en god organisation, som kan hjælpe med, at jeg udvikler mig, siger Oscar Fisker Mølgaard til Kanal Frederikshavn.

Albert Uggerhøj Schioldans største drøm er også at komme til NHL i USA/ Canada, verdens stærkeste ishockeyliga.

- Helt sikkert, men ellers vil jeg bare arbejde hårdt og se, hvor langt jeg kan nå. Der er ikke et bestemt hold, jeg ønsker at spille for, alle hold i ligaen er gode, fortæller Albert Uggerhøj Schioldan.

De to unge drenge flytter efter sommerferien til Sverige, hvor de skal bo i hver sin lejlighed i Jönköping, der har godt 94.000 indbyggere. De skal selv gøre rent, vaske deres tøj og gøre alle de huslige ting. Drengene får mad de fleste dage, men der kommer nok en eller to dage om ugen, hvor de selv skal finde på noget.

- Det er jo normalt noget, vores mødre gør, griner Albert og Oscar.

- Jeg gør ikke så tit rent derhjemme, så det er noget, vi tager til den tid, når vi flytter derover, siger Albert Uggerhøj Schioldan.

De to frederikshavnere skal gå på et svensk gymnasium. En typisk dag i Sverige begynder med morgentræning, derefter en tur i skole, eftermiddagstræning på isen, aftensmad og så i seng. Drengene kommer til at morgentræne fire gange om ugen sammen med deres holdkammerater.

HV71 er en af Sveriges store og kendte klubber. De har vundet det svenske mesterskab fem gange, senest i 2017. HV71's ligahold spiller sine hjemmekampe i Kinnarps Arena, hvor der er plads til 7038 tilskuere.

Oscar er søn af Lars Mølgaard, der har vundet guld for FIK, mens Alberts far, Christian Schioldan, har spillet næstflest kampe for White Hawks.

To hurtige spørgsmål:

Hvad kan pigerne bedst lide ved de to lokale ishockeystjerner?

- Det pigerne bedst kan lide ved Albert, er nok hans charme, smil og ikke mindst hans kanongode skud på isen, fortæller Oscar Fisker Mølgaard.

- Pigernes favoritting ved Oscar er selvfølgelig hans hår og hans elegante spillestil inde på isen, lyder det fra Albert Uggerhøj Schioldan.

Hvem kommer til at stå for madlavningen, når I ikke kan kalde på mor?

- Der satser vi på, at mor kan lave lidt til fryseren, ellers må vi jo prøve os frem, lyder det fra begge drenge.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...