1200 tilfredse fodboldfans hyggede sig på Harald Nielsens Plads
Arena Nords tilbud om storskærmsvisning af Danmarks kampe ved EM i fodbold er blevet positivt modtaget. Den første kamp i søndags mod Slovenien samlede godt 650 mennesker, og det tal blev næsten fordoblet i aftes, hvor arrangørerne vurderer, at der var omkring 1200 fodboldfans.
I modsætning til Danmarks første kamp ved EM viste Kasper Hjulmands tropper helt andre positive takter i torsdagens opgør mod England, og især Morten Hjulmands udligning til 1-1 frembragte fantastiske jubelscener.
Det er netop, når en midtbanespiller sender en raket af et langskud afsted, der via den ene opstander havner i netmaskerne, at oplevelsen bliver endnu federe, når du er sammen med 1200 andre begejstrede roligans.
Vejrmæssigt var Arena Nord igen tilsmilet af heldet, idet solen for alvor fik magt i løbet af første halvleg og skinnede ned over Harald Nielsens Plads resten af kampen.
Guld-Harald havde været stolt i aftes - både af de feststemte fans og Danmarks velspillende hold.
Arena Nord viser også den sidste indledende puljekamp på storskærm. Det er på tirsdag kl. 21.00 mod Serbien, hvor ét point kan være nok til at sikre Danmark en plads i ottendedelsfinalerne.
Arena Nord har i første omgang sagt, at det er kun er Danmarks tre indledende kampe, der vises på storskærm. Det skyldes, at medarbejderne skal afvikle sommerferie. Det er dog allerede besluttet, at en eventuel ottendedelsfinale også vises på storskærm.
- Men herefter er det desværre slut, oplyser direktør Per Malmberg.