Torsdag i ulige uger er der bowling for de unge i Terminalen1
Torsdag i ulige uger er der bowling for de unge i Terminalen1 i Skippergade i Frederikshavn. I ungdomsklubben BC Royal Ungdom kan man lære de grundlæggende teknikker i bowling og lægge grundstenen til at blive en god spiller eller bare hygge sig med den runde bowlingkugle.
- Næste træning er torsdag 18. januar. Vi spiller altid om torsdagen i ulige uger i tidsrummet fra kl. 17-18. Prisen er 30 kroner pr. gang. Vi har en ungdomsklub, som hedder BC Royal Ungdom, hvor der er er trænere tilknyttet klubben, så børnene og de unge kan komme godt fra start i bowlingens verden, fortæller Mia Steenberg fra Terminalen1.
Ungdomsbowling er for aldersgruppen 3-17 år, og ved tilmelding skal man kontakte træner Rune Abildgaard på 28 73 47 15. Al træning foregår hos Terminalen1.
- Her lærer de, hvordan de kaster rigtigt på banen, hvordan de skal holde på kuglen, og hvordan de får kuglen til at skrue på den rigtige måde. Børnene stiller blandt andet op til turneringer mod andre ungdomsklubber i landet, og de har et super godt fællesskab. Efter træning deles de om lidt chips og popcorn, og ofte sider de og hygger sig med en sodavand, når træningen er overstået, fortæller Mia Steenberg.
Når man fylder 18 år, kan man melde sig ind i klubben BC Royal, som er den "voksne" bowlingklub.