Splittet udvalg giver Henning Kjeldsen tilladelse til nedrivning af bygning
Den tidligere storfisker Henning Kjeldsen skal lave lov til at nedrive en bevaringsværdig bygning på Holstvej 16 i Skagen, som er tegnet af den kendte arkitekt Ulrik Plesner. Det mener et flertal i Plan- og Miljøudvalget (PMU) i Frederikshavn Kommune.
Peter E. Nielsen (A), Erik Kyed Trolle (UP), John Karlsson (A), Tina Kruckow (A) og Gitte Kiilerich (A) stemte for at nedrive den bevaringsværdige bygning, mens Peter Sørensen (UP) og Martin Tøttrup Kelkelund (A), der begge bor i Skagen, ønskede at følge administrationens indstilling om at udsætte sagen til efter udarbejdelsen af en ny midtbyplan for Skagen by.
13. november 2023 behandlede PMU en ansøgning fra Henning Kjeldsens bygherre, entreprenørfirmaet Trigon i Frederikshavn, om nedrivning af fem huse i samme område, blandt andet Holstvej 16. Henning Kjeldsen ønsker at udvide Plesners Badehotel. Dengang besluttede PMU, som administrationen indstillede i går, at udsætte sagen og afvente midtbyplanen.
Peter Sørensen har den holdning, at sagen ikke burde have været på dagsordenen i går i PMU. Han har nu begæret sagen i byrådet, så offentligheden kan få indsigt i debatten.
- Der er jo ingen tvivl om, at jo større entreprenørfirmaer vi taler om, jo større penge vi taler om, jo større mulighed har man også for at have rådgivning, som kan forklare, hvordan man kan komme udenom politiske beslutninger, udtaler Peter Sørensen til TV2 Nord.
Formanden for PMU, Peter E. Nielsen, afviser, at han har talt med entreprenørfirmaet Trigon og Henning Kjeldsen om sagen forud for, at den igen kom på dagsordenen. Han gør opmærksom på, at de to ansøgninger ikke kan sammenlignes.
- Første ansøgning var en lokalplan. Det her er nedrivning af en enkelt bolig, og det er en forskel. Det er to vidt forskellige sager. Vi synes ikke, at den her bygning er bevaringsværdig, udtaler Peter E. Nielsen til TV2 Nord.