Skønne oplevelser i vente for de unge i HotSpot
Formand Helle V. M. Pedersen har skrevet dette indlæg på vegne af bestyrelsen for HotSpot 9900: Når Ungdomsklubben i HotSpot i efterårsferien drager på fællesskabende kolonitur, er det kulminationen på et aktionsprojekt, der har været i gang det meste af 2024. Den pædagogiske hensigt har været at involvere de unge i at tage ansvar for realiseringen af egne mål.
De unge mennesker har i samarbejde med "Jul i Juni", Sæby Planteskole og bestyrelsen i HotSpot samlet de fornødne midler ind til kolonituren. Det har de unge gjort via deres ret til medbestemmelse, som er en anvendt pædagogisk metode i HotSpot.
De unge har derfor haft stor indflydelse på både turens destination og indhold. Programmet indeholder et fire dages ophold i Lalandia med museumsbesøg, sightseeing i Ribe og besøg i Randers Regnskov.
For at indtjene de nødvendige midler til turen har de unge deltaget i forskellige arrangementer, hvor hele eller dele af overskuddet er gået til at realisere den fællesskabende tur.
De har blandt andet hjulpet til hos JuHulebingo, der er en del af "Jul i Juni", og i samarbejde med Sæby Planteskole ved årets Bangsbo Blomsterfestival.
Herudover har de unge haft arbejdsopgaver ved den årlige sommerfest i HotSpot, der arrangeres af HotSpot’s bestyrelse.
En særlig varm tak skal i denne forbindelse gives til "Jul i Juni", der i år donerede hele deres overskud på 15.000 kroner til ovenstående projekt. Uden denne flotte donation havde denne kolonitur ikke været en mulighed. Vi er på børn og unges vegne meget taknemmelige.
Der skal også lyde en stor og varm tak til de mange erhvervsdrivende, fagbevægelse og foreninger, der bidrog med gevinster til vores sommerfest. Sidst, men ikke mindst en varm tak til alle, der deltog både som gæster og kræmmere ved vores årlige sommerfest.
I har alle gjort en markant forskel for de mange børn og unge i klubben.