Sæsonstart i Frederikshavn Badminton Klub: Er du den næste Viktor Axelsen?
Frederikshavn Badminton Klub inviterer tirsdag 13. august alle nuværende og måske kommende medlemmer indenfor i Badmintonhallen i Arena Nord, hvor der er Nethejsning kl. 17.00. Det er denne dag muligt at spille i hallen fra kl. 16.30 til 19.30.
Efter Viktor Axelsens flotte guldmedalje ved OL i Paris håber vi selvfølgelig, at endnu flere børn og unge i Frederikshavn har lyst til at prøve kræfter med "verdens sjoveste sport", siger Lotte Vestergaard fra FBK's bestyrelse.
I andre sportsklubber kalder de typisk sæsonstarten for Standerhejsning, men i FBK har man i efterhånden en del år brugt betegnelsen Nethejsning.
Det betyder kort sagt, at ventetiden snart er forbi. Badmintonsæsonen 2024/2025 står for døren. På tirsdag kl. 17.00 går det løs med Nethejsning for såvel nye som gamle medlemmer.
Dagsorden:
· Velkomst
· Træningsplan 2024/2025
· Holdturnering
· Stævne i september
· Kontingent
· Eventuelt
Hallen er åben fra kl. 16.30-19.30. Her er der mulighed for at spille. Træningen begynder mandag 19. august.
- Vi har i de seneste sæsoner oplevet en pæn tilgang af ungdommsspillere, og vi satser på, at denne udvikling forsætter i den kommende sæson, siger Lotte Vestergaard.
FBK er en af moderklubberne i Vendsyssel Elite Badminton, som de seneste tre sæsoner har vundet guld, guld og bronze i Badmintonligaen. Som ungdomspiller i FBK bliver du inviteret til nogle af VEB's hjemmekampe.